Brøndbys to sommerindkøb Mateusz Kowalczyk og Emmanuel Yeboah har ikke fået deres debut i den gule trøje, og ifølge Jesper Sørensen mangler førstnævnte lidt med niveauet.
Brøndby købte flere spillere i sommerens transfervindue, og blandt dem var den 19-årige polak, Mateusz Kowalczyk, som blev hentet for i omegnen af 10 millioner kroner i den polske oprykkerklub, LKS Lodz.
Den unge midtbanespiller har fem kampe inde i sit Brøndby-eventyr dog ikke været på banen, og dermed har han endnu sin debut i gult til gode.
Brøndbys cheftræner Jesper Sørensen roser sommerindkøbet, som dog endnu mangler at lægge nogle procenter på sit spil for at kunne komme i betragtning til spilletid.
– Han har været god, og jeg synes, at det har været godt, hvad vi har set. Han er god på bolden og har en god mentalitet. Han bider hele tiden fra sig, og han er ikke bange for at tage de slagsmål, der skal tages inde på banen. Han orienterer sig godt, men han mangler lige lidt for at være på niveau med de andre, siger Jesper Sørensen ifølge bold.dk.
Læs også: Norsk sportsjournalist: Brøndby og Liverpool bejler til 17-årig nordmand
Brøndby investerede også et tocifret millionbeløb i Emmanuel Yeboah, der kom til klubben nogle uger efter Mateusz Kowalczyk.
Den ghanesiske kantspiller har siddet på bænken i de to seneste kampe mod Vejle og Randers, og der arbejdes i øjeblikket på at fremme hans relationer til holdkammeraterne, så han kan bruge sine individuelle spidskompetencer.
– Yeboah kommer lidt med noget andet. Han er en stærk individuel spiller, der skal vænne sig til relationerne på holdet. Det er vigtigt, fordi han er lidt en individuel spiller, der skal passes ind i konteksten, siger Jesper Sørensen om ham.
Næste mulighed for spilminutter for de to herre er søndag aften, hvor Brøndby møder AGF på udebane.
Læs også: FCK forsøgte at gafle Brøndbys 15-årige stjerneskud: Tilbød en langt mere attraktiv lønpakke