Lucas Ziegler har ikke opgivet drømmen om at spille for Brøndbys førstehold, og han håber, at skiftet til FA 2000 kan være et springbræt til at komme op gennem de danske fodboldrækker.
Brøndby og Lucas Zieglers veje skiltes i sommer, da kontrakten udløb, og parterne besluttede at fortsætte uden hinanden.
Den unge keeper skiftede i stedet til FA 2000, og selvom han dermed aldrig nåede sit egentlige gennembrud i Brøndby, har han ikke opgivet drømmen om at stå mellem stængerne på Brøndby Stadion iført hjemmeholdets trøje. Han drømmer nemlig om et retur.
– Ja, bestemt, svarer han til bold.dk, da han bliver spurgt om, hvorvidt han drømmer om at komme tilbage til Brøndby en dag i fremtiden.
Læs også: Hvidovre-boss stod med gylden mulighed for at hente Nicolai Vallys i Skovshoved
Han supplerer sit svar med følgende ord:
– Det er derfor, at jeg har valgt en klub, hvor jeg forhåbentlig kan spille og få en masse erfaring, så det på lang sigt vil gavne min udvikling. Det kunne fedt at komme tilbage til Brøndby, hvor det er muligt at stå nogle kampe der.
Lucas Ziegler spillede mange ungdomskampe for Brøndby, og han ser positivt tilbage på sin tid på Vestegnen.
– Jeg var der jo i mange år, så det var lidt mit andet hjem. Jeg kender stort set alle folk i klubben. Det var en rigtig god tid i Brøndby, hvor jeg lærte meget på og uden for banen, så jeg kigger tilbage på tiden som rigtig udviklende og god både fodboldmæssigt og uden for banen.
Læs også: Vestegnens nye helt: Accepterede lønnedgang for at komme til Brøndby
Lucas Ziegler har tidligere været på bænken for førsteholdet, men han nåede aldrig at få minutter på banen. Det er ikke noget, han ærgrer sig over, for han har stor respekt for de keepere, han kæmpede med om pladsen.
– Jeg vil ikke sige, at jeg sidder med ærgerlig følelse. Jeg er stadig ung, og jeg vidste godt, at det ikke var mit job at stå de kampe. De havde jo Hermansen, Thomas Mikkelsen og Ægidius på det tidspunkt, slutter han til fodboldmediet.
20-årige Lucas Ziegler er nu på kontrakt i FA 2000, der til dagligt spiller i den tredjebedste danske række – nemlig 2. divisionen.
Læs også: Stolt Bischoff: Arbejder hver dag for at komme ind og spille for de her fantastiske fans