Den tidligere Brøndby-spiller Morten Frendrup er angiveligt på blokken i nogle af Europas største klubber. Hans italienske klub Genoa bekræfter, at et væld af klubber kigger på ham.
Morten Frendrup skiftede fra Brøndby til Serie A-klubben Genoa i janaur 2022, da den italienske klub betalte i underkanten af 30 millioner kroner for ham.
Den 22-årige dansker oplevede kort efter en nedrykning til Serie B, men efter tilbagevenden til det fineste selskab i denne sæson har Morten Frendrup etableret sig som en nøglespiller i Serie A.
Læs også: Mindre overbelastning holder Klaiber hjemme fra landsholdstjeneste
Det har fået større klubber til at få øjnene op for den tidligere Brøndby-spiller, for ifølge Genoas direktør, Andreas Blazquez, var der til Genoas seneste kamp hele 11 klubber med det formål at syne danskeren.
– Han kunne spille for et hvilket som helst Premier League-hold: før kampen kom elleve talentspejdere for at se ham, fortæller Genoa-direktøren til den italienske avis La Gazzetta Dello Sport,.
Avisen skriver, at der skulle være flere engelske klubber, der har Morten Frendrup på blokken, men det bliver ikke præciseret yderligere.
Læs også: Skifte hjem til Brøndby trækker i Nørgaard: ‘Vil gerne prøve vinde mesterskabet’
Dog melder et andet italiensk medie, nemlig Calciomercato, at Brighton skulle følge ham tæt. Det samme gør den italienske storklub Inter samt tyske Borussia Dortmund.
Morten Frendrup har kontrakt med Genoa frem til 2026.
Brøndbys salg af Morten Frendrup kom et halvt års tid efter salget af en anden Masterclass-spiller i Jesper Lindstrøm, som dengang blev solgt til Eintracht Frankfurt.
Salget af Jesper Lindstrøm har siden indbragt Brøndby over dobbelt så mange millioner som den egentlige transfersum, eftersom en stor videresalgsklausul blev aktiveret, da han i sommer skiftede til Napoli.
Om Brøndby har en lignende videresalgsklausul på 15 procent i Morten Frendrup-handlen, er for nuværende ukendt, men det er ikke utænkeligt, at Brøndby står til at score yderligere millioner ved et stort salg.
Læs også: Fordel eller ulempe? Wass og Neestrup meget uenige