Brøndbys keeper Patrick Pentz er dybt imponeret over stemningen på Vestegnen, men også i resten af Danmark. Jeg vil hellere have 26.000 fans her end 75.000 fans i Frankrig, siger den østrigske lejesvend, der spillede i franske Reims i sidste sæson.
Patrick Pentz skiftede til Brøndby i sommerens transfervindue på en lejeaftale fra Bayer Leverkusen – som udgangspunkt et step ned af karrierestigen, men i Brøndby får han fuld spilletid modsat i Bundesliga-klubben, hvor han stod til at være reservespiller.
Den 26-årige keeper trives da også stort i Brøndby, og i et interview med Kicker har han også udtalt, at han er åben for at blive i klubben på længere sigt, hvilket du kan læse mere om her.
En ting, der især imponerer Patrick Pentz er den fanskare, der er i Brøndby.
Han er sikker på, at han hellere vil spille i Danmark foran Brøndbys fans end foran franske fans, som han oplevede i sidste sæson for Reims. Ifølge den østrigske keeper tåler det nærmest ingen sammenligning.
– Stadionerne her er altid fyldt over alt. Hvis jeg sammenligner de steder, jeg tidligere har spillet, så er stemningen meget højlydt. Jeg vil hellere have 26.000 fans her end 75.000 fans i Frankrig, for hele stadion skaber en fantastisk stemning. Du bør opleve det, siger han i et interview med Kicker.
Læs også: Pentz: Ankergren en af nøglerne bag mit Brøndby-skifte
Patrick Pentz hylder videre Sydsiden, mens han også er imponeret over, at der også altid er 100 procent opbakning på diverse udebaner i landet.
– Vi ankommer til stadion to timer før kampen, og fansiden bag målet er allerede fyldt. Det giver gåsehud. Selv på udebane er der helt fyldt, siger han og tilføjer:
– Og der er også god stemning blandt de mindre klubber.
Brøndby har i denne sæson haft udsolgt på samtlige udebaneafsnit, mens der også venter enorm opbakning søndag i Randers. Et udvidet tilskuereafsnit er blevet solgt ud, så der venter 2400 medrejsende fans i gul og blåt.
En anden sommersigning, nemlig Sean Klaiber, har også udtrykt sin begejstring over Brøndbys fans, for den hollandske højreback udtalte for nyligt, at man i Brøndby-lejren er taknemmelig for støtten:
– Det er smukt, den måde de rejser med os og støtter os i så stor og imponerende stil, og vi er alle ekstremt taknemmelige for det, de leverer uge efter uge, siger han blandt andet i interviewet, som kan læses her.
Mens Sean Klaiber skrev en to-årig aftale med Brøndby, er Patrick Pentz kun på kontrakt frem til sæsonens afslutning, hvor han ifølge aftalen skal retur til Bayer Leverkusen.
Læs også: Bild: Brøndby har ingen købsoption på Patrick Pentz