Den amerikanske klub, New York Red Bulls, har angiveligt udvist konkret interesse i Mathias Kvistgaarden. Ifølge angriberens agent Ebbe Sand er der flere klubber, der følger den 21-årige hurtigløber.
Mathias Kvistgaarden har været forrygende for Brøndby igennem en længere periode, og i denne sæson har han udviklet sig til at være en nøglespiller i offensiven med fire mål og fire assists efter 12 spillerunder.
Den unge angriber bliver meget svær at holde på i mange år ud i fremtiden, for hans opløftende præstationer har fået flere klubber til at røre på sig – og i sommer var han angiveligt tæt på et skifte til den skotske storklub, Celtic.
Læs også: Kvistgaarden afslører: Celtic var på banen – Det er en interessant klub
Selvom skotterne bød relativt høje millionbeløb på ham, havde Brøndbys fodbolddirektør Carsten V. Jensen is i maven og afviste alt.
Nu kan Tipsbladet afsløre, at endnu en klub har vist konkret interesse i at købe Mathias Kvistgaarden fri af kontrakten med Brøndby.
Major Soccer League-klubben New York Red Bulls skulle nemlig tidligere have forsøgt at lokke danskeren, men i øjeblikket skulle forbindelsen mellem parterne være afkølet.
Læs også: Medie: Frendrup på blokken i nogle af Europas største klubber
Mathias Kvistgaardens agent Ebbe Sand slår dog fast over for mediet, at der er en lang række klubber, der har Brøndby-spidsen på radaren.
– Det er en spiller, som mange klubber følger nøje. Han har udviklet sig super godt og er fast mand i Brøndby og på U21-landsholdet. Det er klart, at han også er interessant på grund af sin alder, siger Ebbe Sand, der tidligere har været sportschef i Brøndby.
Brøndby forlængede Mathias Kvistgaardens aftale i foråret, så man har papir på ham helt frem til sommeren 2027, og derfor står med gode kort på hånden i forhold til at forhandle en god pris hjem på ham.
Meget tyder på, at Brøndby i hvert fald håber at få på den gode side af 50 millioner kroner for angriberen, der er et produkt af Masterclass.