Den tyske traditionsklub, Schalke 04, har kontaktet Mathias Kvistgaardens bagland, afslører et skotsk medie, der samtidig beretter, at Celtic fortsat lurer på Brøndby-angriberen.
Mathias Kvistgaarden er et hot transferemne forud for vinterens transfervindue, der helt officielt åbner ved årsskiftet.
Den 21-årige angriber har tiltrukket sig stor interesse fra Celtic, der allerede i sommer var på banen med flere bud på Brøndby-spidsen.
Læs også: Celtic ligger på lur: Men Brøndby vil have kassen for Kvistgaarden
Det skotske medie Football Scotland har tidligere afsløret Celtics store interesse i Mathias Kvistgaarden, men Brøndbys værdiansættelse på omkring 70 millioner kroner har afskrækket dem.
Interessen er dog ingenlunde død, og skotterne lukrerer fortsat på, om der kommer en åbning, så de kan lande den 21-årige danske angriber.
Men en ny klub har nu meldt sig i ræset om Mathias Kvistgaardens underskrift.
Football Scotland afslører nemlig, at Schalke 04 har kontaktet Brøndby-angriberens bagland – og det er et velkendt navn, de har været i kontakt med.
Mathias Kvistgaardens agent er nemlig den tidligere Schalke 04-stjerne Ebbe Sand, så forbindelsen mellem agent og klub har formentlig været ganske varm.
Ifølge mediets oplysninger har Schalke 04 gjort det klart, at de til januar vil forsøge at teste Brøndby med et bud, og det afsløres samtidig, at talentspejdere fra den tyske klub har scoutet ham ved flere lejligheder.
Schalke 04 er placeret på en skuffende 14. plads i 2. Bundesligaen.
Mathias Kvistgaarden, der har kontrakt med Brøndby frem til sommeren 2027, har selv udtalt, at han forventer at spille resten af sæsonen i Brøndby.
– Jeg ved, at der kommer et transfervindue til januar, og jeg regner med også at være i Brøndby, når det vindue er lukket. Jeg nyder hvert sekund i Brøndby-trøjen, har han tidligere udtalt til Ekstra Bladet.
Mathias Kvistgaarden har scoret syv mål i indeværende sæson i alle turneringer.
Læs også: Medie: Brøndby kigger på ny angriber – Kvistgaarden rygtes væk igen