Sean Klaiber er lykkelig over, at han endte med at skrive kontrakt med Brøndby i sommer. Højrebacken fortæller videre, at det har været nemt at tilpasse sig, fordi alle i klubben har hjulpet ham godt i gang på Vestegnen.
Brøndby hev en lille kanin op ad hatten i de sidste timer af sommerens transfervindue, da klubben skrev kontrakt med Utrecht-backen, Sean Klaiber.
Sean Klaiber havde før skiftet til Brøndby aldrig spillet uden for Hollands grænser, og han er jublende lykkelig over, at valget faldt på Brøndby.
Læs også: Klaiber om Brøndbys fans: Det er smukt – Vi er alle ekstremt taknemmelige
– Det er mit første udlandsophold, og jeg kunne ikke være havnet et bedre sted end Brøndby IF. Det har virkelig været fantastisk. Jeg har på intet tidspunkt fortrudt min beslutning om at flytte til Danmark og skifte til Brøndby IF, siger han i et interview med klubbens hjemmeside.
Sean Klaiber har også fået en flyvende start inden for kridtstregerne, og der har ikke været nogen tilvænningsproblemer for ham, selvom han spiller i en hel anden liga. Ifølge højrebacken skyldes det den massive opbakning han har mødt af folk omkring klubben.
– Fra første dag, jeg startede i klubben, har det været den bedste følelse. Drengene i truppen og alle i Brøndby IF har virkelig hjulpet mig med at tilpasse mig nemt. Den måde, klubben og fansene behandler mig og min familie på, er beundringsværdigt. Bare den måde, klubben er bygget op på, har gjort det så nemt for mig at tilpasse mig
Læs også: Kvistgaarden skuffet over sig selv: Det er usportsligt
Sean Klaiber er født i Holland, men han har rødder i Suriname, som han også har valgt at repræsentere på landsholdsniveau.
Den 29-årige Brøndby-profil skrev i sommer under på en to-årig aftale på Vestegnen, og B.T. kunne i den forbindelse afsløre, at Sean Klaiber havde taget en lønnedgang for at realisere skiftet.
Det var nemlig hans store ønske at prøve sig af i en anden liga end de hollandske, som han spillet i hele karrieren for FC Dordrecht, Ajax og over flere omgange FC Utrecht.
Han blev handlet for omkring otte millioner kroner, og han har været fast mand for Brøndby i denne sæson med ti kampe og to mål.
I et interview med bold.dk har han tidligere åbnet op for at blive i Brøndby i længere tid, end kontrakten til 2025 lyder på:
– Ja, det håber jeg. Jeg er her i en kort periode nu, men jeg elsker det så meget. Den måde, som klubben og fansene behandler mig, er noget specielt.