Brøndby får ifølge Tipsbladet 15 procent af et eventuelt Morten Frendrup-videresalg. Den danske midtbanespiller ventes dog for nuværende at blive i Genoa, hvor han er blevet tilbudt en kontraktforlængelse frem til 2028.
Morten Frendrup er blevet en dominerende faktor for Genoa i Serie A, og den tidligere Brøndby-spiller har været rygtet til store adresser som blandt andet Liverpool.
Ifølge italienske medier vil Genoa dog ikke af med den arbejdsomme dansker, som angiveligt har et prisskilt på den gode side af 100 millioner kroner.
Læs også: Frendrup med kurs mod stjernerne: Kan drysse penge over Vestegnen
Når Genoa en dag i fremtiden sælger Morten Frendrup kommer Brøndby dog til at skumme fløden fra det salg, de lavede for snart to år siden, da de solgte ham til italienerne for 28 millioner kroner.
Tipsbladet erfarer nemlig, at Brøndby har en videresalgsklausul på 15 procent i aftalen, hvilket betyder, at de får den procentdel af et eventuelt overskud, Genoa laver på midtbanemanden.
Et salg på 100 millioner kroner vil dermed sende knap 11 millioner kroner i Brøndbys kasse, og Carsten V. Jensen følger da også sin tidligere midtbanespillers karriereskridt nøje.
Læs også: Overblik: Disse spillere skal du holde øje med i vinterens transfervindue
– Det må da gerne ske for Brøndbys skyld, men først og fremmest for hans egen, fortalte Brøndbys fodbolddirektør i et interview med Tipsbladet, inden han bekræftede, at man har en videresalgsklausul i aftalen.
Det italienske medie Calciomercato beretter dog, at et salg ikke er op over, for i stedet skulle Morten Frendrup være tæt på at acceptere en ny kontrakt, der kommer til at holde ham i støvlelandet frem til 2028.
Der bliver dermed lagt to år på hans nuværende aftale.
Læs også: Opbakning fra bestyrelsen: Brøndby vil holde på stjerneduo
Den tidligere Brøndby-spiller kan ifølge mediets oplysninger se frem til en klækkelig lønforhøjelse, hvis han sætter sin signatur på en ny aftale med Genoa. Den nye kontrakt kommer nemlig i højere grad til at afspejle hans enorme betydning for dem.
Morten Frendrup er 22 år.