Håkon Evjen sidder ganske som ventet over fredagens træningskamp mod FC Fredericia, fordi han har kurs mod et skifte til Bodø/Glimt. Mathias Kvistgaarden, Mathias Greve, Kevin Tshiembe og Jonathan Ægidius er heller ikke med i kamptruppen.
Brøndby skal fredag eftermiddag i ilden mod FC Fredericia i en træningskamp, og det bliver en kamp uden den norske kreatør, Håkon Evjen.
Offensivspilleren har i de seneste døgn været meldt tæt på et skifte til den norske storklub, Bodø/Glimt, hvor han også huserede for år tilbage. Og skiftet er på rette spor.
Læs også: Durmisi: Har ønsket Brøndby-retur flere gange
Ifølge broendbyforfan.dk’s oplysninger er det kun et spørgsmål om tid, før han bliver præsenteret som ny mand hos de norske mestre. Det forventes, at den vævre nordmand snart tilslutter sig sin kommende klubs træningslejr i Marbella.
Kun de sidste detaljer mellem ham og den norske klub mangler at falde i hak, før aftalen kan underskrives.
broendbyforfan.dk kunne for et par dage siden afsløre prisen på Håkon Evjen. Ifølge vores oplysninger hiver Brøndby 23 millioner norske kroner hjem på ham – svarende til 15 millioner danske kroner, hvilket du kan læse mere om her.
Læs også: Journalist: Brøndby har afgivet officielt bud på tyrkisk angriber
Håkon Evjen kom til Brøndby for et år siden, da man købte ham fri af kontrakten med AZ Alkmaar. Nordmanden nåede dog aldrig at få sit gennembrud under Jesper Sørensen, og derfor peger alt nu i retning af, at han forlader de blå/gule.
Den 23-årige nordmand kommer i Bodø/Glimt til at indgå i et miljø, han kender gennemgående, for han spillede for klubben fra 2017 – 2020. Som 19-årig blev han kåret til Årets Spiller i Eliteserien.
Flere andre førsteholdsspillere også ude af træningskamp mod FC Fredericia
Brøndby oplyser også, at Jonathan Ægidius, Mathias Greve, Mathias Kvistgaarden og Kevin Tshiembe sidder over fredagens træningskamp, der afvikles på Bane 2.
Brøndby skriver ikke, hvorfor de fire spillere ikke er med, mens det heller ikke bliver forklaret, hvorfor Håkon Evjen sidder ude. Men det hænger naturligvis sammen med hans forestående skifte til Bodø/Glimt.
Se Brøndbys startopstilling og trup her:
Læs også: Lokalavis: Håkon Evjen åben for skifte til norske mestre