Brøndby skal grave dybt i lommen, hvis de skal lande det 19-årige Randers-stjerneskud, Filip Bundgaard, for kronjyderne kræver et rekordstort beløb for ham.
Filip Bundgaard er det helt store samtaleemne i Brøndby på transfervinduets sidste dag, efter bold.dk har afsløret, at Carsten V. Jensen og co. har fremsendt et bud på Randers-teenageren.
Randers ønsker ikke at slippe deres store talent så tæt på transfer deadline, men der har angiveligt været et møde mellem Filip Bundgaards bagland og Randers, så det er nærliggende at tro, at hovedpersonen har interesse i at foretage et klubskifte.
Læs også: Randers-boss afviser: Brøndby har IKKE budt på Filip Bundgaard
Randers-direktør Søren Pedersen åbner nu også døren på klem for et klubskifte i de sidste timer af transfervinduet, for han har udtalt, at man vil blive tvunget til at overveje det, hvis der kommer et ekstraordinært bud.
En udefinerbar størrelse, men i interviewet med bold.dk slår han fast, at man vil have en rekordsum for ham – altså skal Filip Bundgaard være den dyreste spiller nogensinde solgt fra Randers, hvis et skifte skal komme på tale denne vinter.
Randers’ hidtidige rekordsalg var tilbage i 2011, da man solgte målmageren Yura Movsisyan til FK Krasnodar for 20 millioner kroner. Med andre ord vil Filip Bundgaard skulle koste over det beløb.
Brøndby skal derfor også snuse til sin egen transferrekord, hvis Filip Bundgaard skal trække i en gul trøje.
Klubbens dyreste køb nogensinde er Daniel Agger, som kostede i omegnen af 26 millioner kroner, da man bragte ham retur fra Liverpool, mens man for halvandet år siden betalte 22 millioner kroner for Nicolai Vallys i Silkeborg IF.
Filip Bundgaard har to og et halvt år tilbage af sin aftale med Randers, og i sommer havde han også en seriøs bejler i AGF, der angiveligt bød 15 millioner kroner på ham.
Kronjyderne nægtede dog at sælge til deres ærkerivaler, og det var i den forbindelse, at man gav offensivspilleren en lønforhøjelse og en forlængelse.
Læs også: Brøndby lurer fortsat: Bundgaard til møde med agent på Deadline Day