Randers-direktør Søren Pedersen fortæller, at man har solgt Filip Bundgaard for et rekordstort beløb, og at man samtidig har fået indskrevet en videresalgsklausul i aftalen.
På Deadline Day kom en vaskeægte transferbombe.
Brøndby lykkedes nemlig med at vriste Filip Bundgaard fri af Randers kløer, for Carsten V. Jensen greb dybt og betalte ifølge B.T. omkring 22,5 millioner kroner for teenageren.
Læs også: CV har Bundgaard på plads: ‘Han er et ekstraordinært talent’
Randers-direktør Søren Pedersen vil ikke afsløre prisen, men han bekræfter, at der for Randers er tale om et rekordbeløb.
– Vi har solgt en af vores egne store talenter, der har taget turen hele vejen op gennem systemet, for et rekordstort beløb. Det er en handel, som vi kan være stolte af i Randers FC, siger han til klubbens hjemmeside i forbindelse med salget af offensivspilleren.
Dermed afslører han, at købsprisen er over 20 millioner kroner, for den hidtidige rekord sad Yura Movsisyan på, da han i 2011 blev solgt til den russiske klub, FC Krasnodar.
Randers-bossen fortæller også, at man gerne havde beholdt Filip Bundgaard, men at spilleren selv pressede på for skiftet, mens man har fået en god, økonomisk kompensation samtidig med, at man kan tjene yderligere millioner på ham i fremtiden.
– Vi havde selvfølgelig ønsket at beholde Filip rent sportsligt, men vi bliver også nødt til at lytte til spillerens eget ønske samt den økonomi, der er i det for os i form af en overgangssum og et potentielt videresalg, fortsætter han og slår dermed fast, at man tjener penge, hvis Brøndby sælger ham i fremtiden.
Hvor mange procent Randers får af et eventuelt videresalg, bliver ikke offentliggjort, men det plejer at være i niveauet 10-15 procent af det overskud, der måtte være.
19-årige Filip Bundgaard er på kontrakt i Brøndby frem til sommeren 2028.
Læs også: B.T.: Brøndby har købt Filip Bundgaard i kæmpehandel