Patrick Pentz kan sagtens se sig selv fortsætte i Brøndby længere tid end til sommer. Det fortæller han i et interview med Tipsbladet.
På en sommerdag i august sidste år fik Brøndby løst sin målmandskabale, da man præsenterede Patrick Pentz på en lejeaftale fra Bayer Leverkusen.
Den 27-årige østriger blev hentet som en nødløsning, efter man havde misset både Lucas Lund og Leopold Wahlstedt. Men han har vist sig som en særdeles kvalificeret nødløsning.
Læs også: ‘Four more years’: Brøndbyfans vil have mere Pentz
Den blot 182 centimeter høje keeper har været en sikker sidste skanse i en solid defensiv, der har lukket færrest mål ind i Superligaen.
Og så er det store spørgsmål, om Patrick Pentz er med ombord i næste sæson.
Hovedpersonen lyder meget interesseret, for da han bliver spurgt af Tipsbladet, om han er åben for at blive, svarer han:
– Ja, selvfølgelig! Det er en smuk klub, så du vil aldrig kunne sige: ”Nej, jeg vil ikke blive”, når du ser, hvor stor klubben er – også udenfor Danmark, siger han til mediet.
Brøndby spiller i denne sæson med om de helt sjove placeringer, og derfor er der udsigt til europæisk fodbold i næste sæson.
En rejse, som Patrick Pentz viser interesse i at være en del af.
– Alle kender Brøndby. Det er en drøm for klubben at komme tilbage på den europæiske scene, så det er et mål for os, tilføjer han.
Patrick Pentz er ejet af Bayer Leverkusen, der har ham på kontrakt frem til sommeren 2025.
Carsten V. Jensen har bekræftet, at man overvejer at forsøge at købe ham fri af aftalen med Bundesliga-klubben, hvor han ikke umiddelbart er tiltænkt en rolle.
Patrick Pentz har spillet det meste af sin karriere i østrigsk fodbold, hvor han har været en stor profil for Austria Wien. Han har dog også været forbi et kort ophold i Reims, mens han endnu ikke har fået ét minut på førsteholdet i Bayer Leverkusen.
Læs også: Brøndby-boss bekræfter: Overvejer Patrick Pentz-køb