Brøndbys 40-årige reservekeeper Thomas Mikkelsen har kontraktudløb i Brøndby om tre måneder, mens anfører Kevin Mensah ved årsskiftet har udløb på sin aftale. På målmandsposten er der også fortsat tvivl om lejesvenden, Patrick Pentz.
Der er blot et par måneder tilbage af sæsonen, og al fokus er rettet mod det mesterskab, som Brøndby i den grad er i spil til med blot 10 spillerunder tilbage.
Men for et par af klubbens reservespillere er der også mere end potentielt et sæt guldmedaljer på spil i de næste måneder, for på træningsbanen kæmper de for deres fremtid på Vestegnen.
Læs også: Daniel Agger flirter med comeback til Brøndby IF
Ved udgangen af juni udløber reservekeeper Thomas Mikkelsens aftale, og der er endnu ikke meldt noget ud omkring, hvad der skal ske på den anden side af juni måned.
Der er flere scenarier i spil for den rutinerede keeper, der i august fylder 41 år. En kort kontraktforlængelse med Brøndby, et klubskifte eller en fodboldpension.
Thomas Mikkelsen sprudler fortsat på træningsbanen, og derfor vil det ikke være urealistisk, at reservekeeperen tager endnu en sæson som backup mellem stængerne.
Læs også: Hele kampprogrammet er landet: Her er Brøndbys kampe i Mesterskabsspillet
En anden rutineret spiller i form af Kevin Mensah står også foran et kontraktudløb – dog først ved årskiftet, men med udsigt til at han kan snakke med eventuelt interesserede klubber allerede fra sommer, begynder spillet om hans fremtid også så småt.
Den 32-årige forsvarspiller fik sidste sommer en ny aftale, efter han havde kæmpet sig flot tilbage fra sin alvorlige knæskade, men i den sidste del af sæsonen er han faldet ud af holdet.
I 2024 har han endnu ikke fået et minut på banen, og selvom han har en stor rolle uden for banen qua sit anførerbind, ligger det næppe lige for med en kontraktforlængelse på nuværende tidspunkt.
Læs også: Viaplay afslører: FCK ville overbyde Brøndby
Der er også tvivl om Patrick Pentz’ fremtid i Brøndby, eftersom han kun er på en lejeaftale frem til sommer.
Østrigeren har selv åbnet op for at blive på Vestegnen, mens Carsten V. Jensen også har meldt ud, at man overvejer, hvorvidt man skal forsøge at købe ham fri af kontrakten med Bayer Leverkusen.
For få dage siden blev den 27-årige landsholdskeeper forholdt sin fremtid af det østrigske medie, Laola1, men her var han ikke meget for at dele sine planer.
– Intet er besluttet endnu. Mit fokus er her og nu. Hvis du tænker for langt frem, er hovedet ikke 100 procent fokuseret, udtalte han.
Ifølge broendbyforfan.dk’s oplysninger koster Patrick Pentz et sted mellem 10-13 millioner kroner at købe fri, hvilket er en del under de 18 millioner kroner, som Ekstra Bladet tidligere har rapporteret.
Læs også: Pentz har fået fodboldglæden tilbage i Brøndby: Bænken er ikke ideelt for mig