Jordi Vanlerberghe ser frem mod mandagens Derbybrag mod FC København. Det er første gang, jeg spiller så stor en kamp, siger den belgiske forsvarsspiller.
Jordi Vanlerberghe er kommet bragende ind på Brøndbys mandskab, efter han i vinter skiftede fra KV Mechelen til Vestegnen i en handel, der menes at have beløbet sig i 4,5 millioner kroner.
Den 27-årige belgier scorede et drømmemål i sin første kamp på Brøndby Stadion, da han et par meter uden for feltet kanonerede kuglen ind bag Nicolai Larsen i Silkeborg-buret.
Læs også: Vanlerberghe: Mine og Brøndbys ambitioner matcher perfekt
Derfor ligner han også en sikker starter i mandagens Derbybrag mod FC København, og Jordi Vanlerberghe ser frem mod det opgør med stor forventning.
– Jeg kan ikke vente med at skulle spille mit første Derby. Alle i truppen taler om det, og det er den største kamp herhjemme, så jeg ser virkelig frem til at skulle opleve det, siger han til klubbens hjemmeside og tilføjer:
– Atmosfæren kommer til at være noget, jeg aldrig har prøvet før, men jeg ser virkelig frem til at spille kampen.
Læs også: Bo Henriksen går til erkendelse og undskylder til Brøndby: Det var ikke meningen at såre nogen
Braget i Parken 2. påskedag bliver Jordi Vanlerberghes første Derby i Danmark, og han har en god tanke om, hvordan det kommer til at udspille sig, for han er blevet præsenteret for megen video fra tidligere Derby-brag.
– Inden jeg kom til Brøndby IF havde jeg set en masse vilde videoer om de her kampe, og man kan virkelig mærke, at det betyder meget for klubben, spillerne og vores fans. Man kunne mærke det allerede, da vi tog hul på træningsugen, at der venter en helt særlig topkamp på mandag.
Der er kampstart i Parken kl. 14.00 mandag, og hvis man ikke har fået billet til Brøndbys udsolgte udebaneafsnit, kan opgøret ses på TV3+ og Viaplay.
Læs også: Brøndby-kærlighed til Kristoffer Olsson: Fans indsamler over 9000 kroner til FCM-profilen