Mandagens Derby slog seerrekord i Superligaen inden for de seneste fem år, melder Viaplays sportschef Benjamin Munk, der kan berette om, at især de gule fra Vestegnen er en seermagnet uden lige.
Brøndby er hele Danmarks hold.
Sådan sagde Niels Frederiksen i maj 2021, efter Brøndby havde vundet deres første mesterskab i 16 år hjemme på Brøndby Stadion.
Noget tyder på, at den daværende Brøndby-træner talte sandheden, for Viaplay har offentliggjort nogle seertal, der peger i retning af, at fodbolddanmark er vilde med Brøndby.
I et interview med Bold fortæller Viaplays sportschef Benjamin Munk nemlig, at Brøndby inden for de seneste fem år har været deltagende i de tre Superliga-kampe, som har trukket flest seere.
Mandagens Derby mod FC København var den mest sete TV-kamp i de seneste fem år med hele 323.000 seere på TV3+. Seerantallet på Viapay holdes hemmeligt.
– Der var 323.000 seere, og det er et rigtigt godt seertal. Nu undersøgte jeg det lige i dag, kiggede fem år tilbage i de Superliga-kampe, vi har haft på TV3+, og der kunne jeg ikke finde et højere seertal, siger han til mediet.
Læs også: Josip Radosevic – den udenlandske spiller med flest kampe for Brøndby IF
Men der er nogle kampe, der har været deroppe af. Og de har alle én ting til fælles. Nemlig at Brøndby har været ét af holdene.
– Fra de fem år, jeg kiggede på, var der to kampe, som var tæt på at komme op på det samme antal seere, siger han og tilføjer:
– Det var, da Brøndby mødte AGF i foråret 2021 og vandt 2-1. Den anden kamp er runden efter, hvor de slår Nordsjælland på hjemmebane og bliver mestre. Den er også der oppe af, siger han.
De kampe, som Viaplay-bossen refererer til var de to opgøre i maj 2021, hvor Brøndby i næstsidste spillerunde hentede en vanvittige 1-2-sejr med en mand i undertal på Ceres Park, mens man runden efter sikrede sig mesterskabet.
Lasse Vigen Christensen og Anis Slimane scorede hver et mål i 2-0-sejren over FC Nordsjælland, og så kunne Brøndby lade sig krone som vindere af Superligaen.
I denne sæson ligger Brøndby igen godt til i toppen af Superligaen, og efter første runde af Mesterskabsspillet er klubben på førstepladsen med to point ned til FC Midtjylland og hele fem point ned til FC København.
Læs også: Martin Retov hiver gammel Brøndby-kending med til AC Horsens
Læs også: Brøndby-boss i chok over ‘historisk voldsom dom’: Koster os millionbeløb