Fodboldens Disciplinærinstans ser intet problem i, at Brøndby rokerede rundt på pladserne, så Sydsidens mange fans alligevel kunne komme på Brøndby Stadion mandag aften.
Stig Tøfting var rasende.
Viaplays fodboldekspert havde svært ved at se logikken i, at Brøndby havde fået frataget retten til at have tilskuere på Sydsiden, men så bare havde flyttet al stemningen ned på Nordsiden.
Læs også: Intet er som det plejer: Silkeborg giver udebaneafsnittet til Brøndbyfans
Silkeborg IF havde nemlig afgivet deres udebaneafsnit til Brøndbys fans, og så mente Plæneklipperen, at effekten for straffen var fuldstændig forfejlet.
Men Fodboldens Disciplinærinstans, som stod bag straffen, er tilfredse med straffen, som de også mener fungerede efter hensigten.
– Vi lukkede Sydsiden. Det var det sanktionen gik på. Det var det, som Brøndby skulle efterleve, og det gjorde de mig bekendt. Det så i hvert fald sådan ud på TV, siger formand for Fodboldens Disciplinærinstans, Jens Hjortskov, til Bold.
Fodboldens Disciplinærinstans giver flere gange i interviewet med fodboldmediet udtryk for, at de slet ikke har noget problem i, at Brøndby rykkede rundt på pladserne, så det var muligt at bibeholde stemningen på Brøndby Stadion.
– Formålet var ikke at forhindre, at alle de mennesker, der gerne ville ud at støtte Brøndby, kom ud og støttede Brøndby. Formålet var udelukkende at medvirke til, at de regler, der gælder, overholdes. Og det var i det her tilfælde afbrænding af pyroteknik og 16 minutters spilstop. Det var det, vi gerne vil forhindre.
Og det lykkedes.
Læs også: Tøfting om tom Sydsiden: Ingen straf til Brøndby – Vi må kalde nogle voksne ind!
Der var ingen pyroteknik på Brøndby Stadion mandag aften, og derfor mener formanden for Fodboldens Disciplinærinstans, at straffen virkede efter hensigten.
– Sanktionen blev givet for massiv afbrænding af pyroteknik, som medførte 16 minutters spilstop. Det så jeg ikke noget af i går (mandag, red.), og nu har jeg tilmed fået dommerindberetningen fra kampen, og her er der ikke nogen indberetninger om overtrædelser af stadioncirkulæret.
Jens Hjortskov havde også en lille implicit stikpille til Stig Tøfting, der havde kaldt straffen for til grin.
Formanden for Fodboldens Disciplinærinstans mener nemlig, at hele snakken er misforstået.
– Vores kendelse går ikke ud på, at de ikke må indløse billet på andre dele af stadion, hvis de kan det. Det står der ikke noget som helst om i den kendelse, og hvordan i den videste verden skulle vi kunne skrive det i en kendelse, så det giver mening? Det er derfor, det er så misforstået, når man griner af det, der skete i går, siger han videre i interviewet, der kan læses i sin fulde længde hos Bold.