Midt- og Vestjyllands Politi frygter, at der kan forekomme ballade mellem fangrupperinger fra Brøndby og FC København søndag aften, beretter Tipsbladet.
På baggrund af vores erfaring fra tidligere kampe mellem de to hold har vi vurderet, at risikoen for uroligheder blandt fansene vil være højere på søndag end normalt.
Sådan skrev Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse forud for søndagens brag i 3F Superligaen mellem FC Midtjylland og Brøndby.
Læs også: Brøndbyfans tilbageholdes i op til en time på MCH Arena
Samtidig oplyste politikredsen, at de ville tilbageholde Brøndbys fans på MCH Arena i op til en time.
Men ifølge Tipsbladet skyldes vurderingen fra politiet ikke, at de frygter, at FC Midtjylland- og Brøndbys fans ryger i totterne på hinanden efter slutfløjt.
Mediet beretter nemlig, at politi har truffet beslutningen om at tilbageholde Brøndbys fans i op til en time, fordi de frygter et sammenstød mellem fangrupperinger fra Brøndby og FC København.
Læs også: Alpha Brøndby overrækker check på 35.000 kroner til Hvidovre Hospital
FC Københavns opgør i Silkeborg slutter nemlig to timer før Brøndbys opgør i Herning, og det lokale politi frygter, at de to klubbers fans fra hovedstadsområdet kan ende i et slagsmål efter begge kampe. Der er 47 kilometer fra Jysk Park til MCH Arena.
Brøndbys fans kan derfor se frem til at være på MCH Arena kl. 21.00 søndag aften, og med knap tre timer mod Vestegnen vil man først være hjemme omkring midnat.
Inden næste spillerunde fører Brøndby Superligaen med fire point ned til både FC København og FC Midtjylland på henholdsvis 2. og 3. pladsen.
Læs også: Intet er som det plejer: Silkeborg giver udebaneafsnittet til Brøndbyfans