På den måde lærer vi hinanden bedre at kende, siger Patrick Pentz om den morgenmadshygge, der finder sted i Brøndby én gang om måneden, hvor folk fra forskellige afdelinger spiser sammen.
Professionelle fodboldspillere ses for mange, som det forjættede land, men i Brøndby er førsteholdets stjerner også tæt på de personer, der får den daglige drift til at køre rundt.
Hierakiet i Brøndby er fladt, og alle personer bliver anerkendt og respekteret for de specifikke arbejdsopgaver, de nu engang udfører i klubben.
Læs også: Patrick Pentz ligner Østrigs førstemålmand til EM
Det er noget, som Patrick Pentz har bemærket.
Lejesvenden, der har klubber som Austria Wien, Reims og Bayer Leverkusen på CV’et, er dybt imponeret over den samhørighed, der er i Vestegensklubben.
– Danskerne er et rigtig godt folk, og man mærker hver dag, at de nyder livet. Det, jeg holder så meget af ved Brøndby, er dens samhørighed, siger Patrick Pentz i et interview med Transfermarkt.
Læs også: Medie: Brøndby vil have Pentz – Men kigger også på andre Superliga-keepere
Patrick Pentz har også et par glimrende eksempler på den samhørighed, der er i den blå/gule-familie.
– Én gang om måneden spiser hele klubben morgenmad sammen. For eksempel sidder en professionel fodboldspiller til bords med en fra regnskabet eller fanshoppen. På den måde lærer man hinanden at kende, fortæller østrigeren.
Men det er blot ét eksempel af flere.
Den østrigske lejesvend, hvis Brøndby-kontrakt udløber i næste måned, er også imponeret over det initiativ en gruppe Brøndby-fans tog, da de fandt ud af, at Yuito Suzuki ikke havde en cykel.
– Fansene er også fremragende. Da de fandt ud af, at min holdkammerat Yuito Suzuki ikke har sin egen cykel, og at han lejer en hver dag, så gav de ham hurtigt en gul og blå cykel med et japansk flag, siger Patrick Pentz med et smil.
Patrick Pentz har været en profil for Brøndby i denne sæson, hvor han har været fast mand mellem stængerne, og selvom hans lejeaftale udløber, er det ikke utænkeligt, at han bliver på Vestegnen. Den østrigske landsholdskeeper har ved flere lejligheder talt varmt om at fortsætte i Brøndby, men store klubber lurer dog i kulissen.
Læs også: Patrick Pentz har meddelt agent: Vil ikke høre om interesserede klubber