Det hører ingen steder hjemme, mener Jesper Sørensen om det røde kort, som Kevin Tshiembe fik i slutminutterne mod FC København.
Solen skinnede, Brøndby Stadion var fyldt til bristepunktet, og forventningerne var skruet helt i vejret til guldkampen i 3F Superligaen, da FC København gæstede Vestegnen.
Men det blev en fuser set med Brøndby-briller.
Læs også: Brøndby rasler ned i tabellen: Jesper Sørensen er ubekymret
Hjemmeholdet fra Brøndby gik nemlig fra opgøret som tabere, og i tillægstiden blev ondt værre for de blå/gule, da Kevin Tshiembe fik et direkte rødt kort efter en batalje med Jordan Larsson.
Brøndbys cheftræner Jesper Sørensen er stærkt utilfreds med, at Kevin Tshiembe ragede et udvisning til sig, når bolden end ikke var i spil.
– Det er selvfølgelig horribelt at tage et rødt kort for noget, der ikke har noget med spillet at gøre i sådan en kamp. Det hører ingen steder hjemme, og det er alt for dyrt, siger han ifølge Tipsbladet med henvisning til, at Kevin Tshiembe nu er i karantæne.
Læs også: Video: Jelert falder teatralsk – Direkte rødt til Retov
Brøndbys assistenttræner Martin Retov fik også marchordre, da han placerede et skub i halsregionen på Elias Jelert. Den situation var Jesper Sørensen dog mere tilbageholden med at kommentere på.
– Nu vil jeg godt lige have lov til at se situationen igennem en gang til. Selvfølgelig er det op til os at bevare roen, det giver sig selv, men jeg vil godt have lov til at se situationen igen, før jeg gør en masse ud af det.
Brøndby tabte med 1-3, og man har derfor overladt førstepladsen til FC København, der fører ligaen sammen med FC Midtjylland, der slog AGF 2-1.