Alt er nu udsolgt til søndagens guldkamp mod AGF.
Brøndby frigav kl. 13.00 de sidste 1500 billetter til den nordlige tribune til sæsonens sidste hjemmekamp mod AGF på søndag.
Og de blev flået af hylderne.
Læs også: Imponeret Wass: Passion uden lige – Brøndby fylder meget i hele Danmark
Brøndby skrev 20 minutter før, de åbnede for de digitale billetsluser, at der var næsten 20.000 fans i kø til billetsalget, mens det på sit højeste nåede omkring 25-27.000 personer i kø. Og derfor var chancen for en billet forsvindende lille.
Men nogle kom igennem nåleøjet, og Brøndby har nu oplyst, at alle billetter til braget mod AGF er blevet udsolgt.
Brøndby er fuldt ud bevidste om, at der kommer rigtig mange fans omkring Brøndby Stadion på søndag – også uden billet.
Derfor overvejer man at sætte en storskærm op ude foran stadion, udtalte klubbens kommunikationschef, Christian Schulz, tidligere i dag til TV2 Kosmopol.
– Vi kigger ind i, om der skal være en storskærm, så de formentlig flere tusinde fans, der kommer til at være ude foran stadion, kan se med, sagde han.
Søndagens guldkamp mod AGF fløjtes op kl. 17.00, og med en sejr sikrer Brøndby sig det danske mesterskab uanset udfaldet i de andre kampe.
Læs også: Brøndbys mesterskabstrup anno 2021: Kun to spillere er stadig i Brøndby