Tre italienske Brøndbyfans er på plads i Brøndby for at se deres favorithold spille mesterskabet til Vestegnen.
Brøndby har fans over hele Danmark, men de har tilsyneladende også fans i andre dele af Europa.
På Brøndbys sociale medier kunne man tidligere i dag se et opslag med tre italienske fyre, som var rejst 1608 kilometer for at se Brøndby – forhåbentlig – løfte DM-trofæet.
Discovery+ fangede de tre italienske fans ude foran Brøndby Stadion, og her blev de spurgt, hvorfor de var taget den lange tur til den københavnske Vestegn.
– Fordi vi er de største Brøndbyfans i Italien.
Men hvordan bliver man Brøndby-fan, når man er bosat over halvanden tusind kilometer fra den blå/gule hjemmebane.
– Vi har besøgt København før. Bare for at se byen, og så besluttede vi at se en Brøndby-kamp. Og så blev vi de største fans af Brøndby, og vi har set alle Brøndby-kampe siden da. Nu er vi her for at se Brøndby blive mestre, siger den ene af de tre fans.
Der har været en elektrisk stemning omkring Brøndby Stadion igennem flere timer, og intet mindre end 35.000 Brøndbyfans deltog i den store fanmarch, mens op mod 50.000 Brøndby-fans i øjeblikket er omkring stadion.
Ifølge de tre italienske fans er der noget helt særligt over atmosfæren.
– Det er en fantastisk atmosfære. Vi har aldrig set noget lignende.
Der er kampstart kl. 17.00.
Læs også: Kæmpe Brøndby-boost: Sean Klaiber med i guldbrag – Se truppen her