Jesper Sørensen var ikke imponeret over præstationen mod KF Llapi. Heller ikke resultatet på 2-2 behager Brøndby-cheftræneren, der havde håbet at sikre lidt flere koefficientpoint.
Brøndby er videre i Conference League-kvalifikationen. Det er bottom line, men præstationen torsdag aften i Kosovo var langt under middel.
Et reservespækket Brøndby-mandskab formåede ikke at besejrede minutterne fra KF Llapi, som for en uge siden blev sendt hjem fra Vestegnen med en svigende lussing på 0-6.
Opgøret endte 2-2, og Brøndbys cheftræner Jesper Sørensen var mellemfornøjet efter kampen, da han satte ord på opgøret til Brøndby TV.
– Det var ikke en god kamp fra vores side. Det er helt sikkert. Det var en kamp, hvor vi ikke formår at være sammenhængende. Vi spiller ikke en god kollektiv kamp, så ja, det var en ikke særlig god kamp fra vores side, siger han.
– Men det var også lidt svære betingelser at spille under, men det oplever man jo en gang imellem, tilføjer han med henvisning til en bold, der til tider hoppede og dansede på det tvivlsomme græstæppe.
Læs også: Greve om Europa-kamp i stegende hede: Kan få en lille betydning
Jesper Sørensen havde før opgøret proklameret, at Brøndby trods den store føring i bagagen ville gå ud og forsøge at vinde opgøret.
Derfor ærgrer det ham også, at man ikke lykkedes med den mission, for det betyder, at Brøndby misser nogle point i UEFA’s koefficientregnskab.
– Vi gik ud for at spille en god kamp og vinde den. Det første (spille en god kamp red.) synes jeg ikke, vi formåede. Det er jeg ærgerlig over. Og jeg er også ærgerlig over, at vi ikke vandt, siger han og fortsætter:
– Vi kunne godt tænke os at lande lidt højere oppe i forhold til de internationale kampe, men nu er det op til os selv at forbedre os, for det gjorde vi ikke i dag, udtaler han.
Brøndby møder det polske storhold Legia Warszawa i 3. runde af kvalifikationen til Conference League.
Første opgør spilles torsdag den 8. august i Brøndby, mens der er returopgør ugen efter.
Læs også: Bekræftet: Ingen fans fra Legia Warszawa på Brøndby Stadion