Den tidligere Brøndby-cheftræner Niels Frederiksen fortæller, at følelsen i Polen er, at Legia Warszawa over to kampe slår Brøndby ud af Conference League-kvalifikationen.
Senere torsdag spilles en af de vigtigste kampe for Brøndby i nyere tid.
Legia Warszawa er modstanderen på Brøndby Stadion i den første af to kvalifikationskampe om at komme et stort skridt nær ligafasen i Conference League.
På papiret en helt lige kamp, men qua Legia Warszawas seeding kan der argumenteres for, at de har en svag favoritværdighed.
Den tidligere Brøndby-cheftræner Niels Frederiksen, der nu står i spidsen for polske Lech Poznan, fortæller også, at man i Polen forventer et Legia-avancement.
– Jeg ved ikke, om Legia vurderer Brøndby til at være et stort hold, men det tror jeg faktisk ikke. Der er helt sikkert lagt op til, at de (Legia red.) skal videre, siger Brøndbys tidligere mestertræner til Tipsbladet.
Læs også: Mellemfornøjet Brøndby-cheftræner ærgerlig over dårligt spil og resultatet
Niels Frederiksen fortæller videre i interviewet, at Brøndby ikke har kontaktet ham med henblik på at tilegne sig mere viden om torsdagens polske modstand.
Men til Tipsbladet fortæller han, hvilken slags modstander Brøndby står over for de kommende to torsdage.
– Legia er helt sikkert et fint hold. Det bliver en lige kamp. Legia gør det godt og har et stærkt hold. De har en kombination af erfarne og unge spillere. De har stærke offensive spillere. De spiller meget fysisk, men de har stadig dygtige fodboldspillere, så det bliver en tough kamp for Brøndby, fortæller han.
Der er kickoff på Brøndby Stadion kl. 19.00 torsdag den 8. august, mens der er returopgør ugen efter klokken 18.00 i Warszawa.
Læs også: Bekræftet: Ingen fans fra Legia Warszawa på Brøndby Stadion