Gustavo Puerta bliver kædet kraftigt sammen med Brøndby, og ifølge Kicker er der så godt som klarhed mellem de blågule og Bayer Leverkusen.
Tipsbladet smed mandag eftermiddag en større transferhistorie online, da de afslørede Brøndbys interesse i den 21-årige colombianer, Gustavo Puerta.
Ifølge det danske medie er der en fremtræden dialog mellem Brøndby og Bayer Leverkusen i forhold til at bringe midtbanespilleren fra de tyske mestre til de danske sølvvindere.
Læs også: Brøndby skal slå Superligaens transferrekord ved Puerta-køb
Nu skriver Kicker også om den mulige transfer.
Ifølge det store tyske medie er der ‘mere eller mindre klarhed mellem klubberne om, hvordan aftalen skal se ud’, som de formulerer det.
Det vides dog endnu ikke, hvad en potentiel aftale bliver. Et lån med købsoption er lige så tænkeligt som et salg, skriver Kicker videre.
Læs også: Fremskredne forhandlinger: Brøndby jagter Leverkusen-juvel
Bayer Leverkusen er dog ikke meget for at slippe den unge colombianer på permanent basis.
Den sydamerikanske journalist Pipe Sierra skrev for nyligt, at Bayer Leverkusen ikke sælger ham for under 60 millioner kroner, mens Kicker nu beretter, at den tyske klub vil indsætte en tilbagekøbsklausul i en eventuel aftale.
Bundesliga-mestrene skulle have høje tanker om den sydamerikanske midtbanespiller, så hvis det ender med et salg, ønsker de at gardere sig ved at få muligheden for at købe ham tilbage i fremtiden.
Eftersom der er en positiv dialog mellem klubberne i forhold til at indgå en aftale, er det i øjeblikket Gustavo Puerta, der skal bekende kulør.
Der er angiveligt interesse fra RSC Anderlecht, Glasgow Rangers, PAOK Thessaloniki samt Blackburn Rovers, så det skorter ikke med bejlere for den unge midtbanespiller.
Bayer Leverkusen købte Gustavo Puerto for 11 millioner kroner i begyndelsen af 2023 fra den colombianske klub, Bogota FC.
Læs også: Viaplay-ekspert foreslår byttehandel mellem Brøndby IF og Randers FC