Goncalo Feios opførsel efter torsdagens kamp mellem Legia Warszawa og Brøndby IF får en hård medfart i Polen. Hvordan kan det ske?
Goncalo Feio sørgede for, at det hele kom til at handle om ham torsdag aften, efter Legia Warszawa havde ekspederet Brøndby ud af Conference League-kvalifikationen.
Den 34-årige Legia-cheftræner var henne at provokere Brøndbys bænk, inden han vendte sig rundt og hånede de medrejsende Brøndbyfans, som blev tysset på og fik begge hans langefingre at se.
Læs også: Absurde scener: Legia-træner håner Brøndbys fans og viser dem langefingeren
Efter opgøret ville portugiseren ikke undskylde sin opførsel, fordi Brøndby ifølge ham også havde bidraget til provokationerne. Først i Danmark og siden i returopgøret i Polen.
Men det er ikke mange pluspoint, han scorer i hjemlandet, for de polske journalister gik i flæsket på ham i efterbehandlingen af torsdagens kamp i Warszawa.
– Der er ikke noget, der er værre end det her. Langefingeren til fansene… Hvad er det næste? Slå dommeren? Spytte på modstanderens træner, spørger den polske journalist Dominik Guziak nærmest vantro ifølge meczyki.pl.
Læs også: Forundret Jesper S. om Legia-træner: Bad os om at tage hjem – Han ønskede en konfrontation
En anden polsk journalist, Pawel Golaszweski, var også ved at falde ned ad stolen, da han skulle forsøge at sætte ord på den opførsel, han lige havde været vidne til.
– For en uge siden bød Brøndbys fans Legias fans velkommen på stadion, selvom de var i karantæne. Jeg forstår slet ikke hans opførsel – på nogen måde. Det er at gå langt over stregen. Jeg ved ikke, hvordan sådan noget kan ske, på det her niveau, siger han ifølge samme medie.
Tilbage til Dominik Guziak, der følte sig skamfuld over, at en træner som Goncalo Feio repræsenterer Polen i klubfodbold.
– Det var så slemt, at jeg skammede mig. Det er uværdig opførsel. Hvorfor gøre sådan noget?
Goncalo Feio forsøgte efter opgøret at sætte nogle ord på sin opførsel, hvilket du kan læse mere om ved at klikke her.
Læs også: Stort tumult efter slutfløjt