Mileta Rajovic er åben for at blive i Brøndby på længere sigt.
Mileta Rajovic skiftede på transfervinduets sidste dag fra Watford til Brøndby på en lejeaftale for resten af sæsonen.
Watford har gjort en dyd ud af at kommunikere, at der ikke er tale om nogen exit-plan for den danske angriber. Planen er at udvikle ham som spiller.
Læs også: Rajovic-skifte har skabt undren i Watford: Cheftræner slår fast, at det ikke er en exit-strategi
Den engelske klub forventer til sommer at få ham retur, men Mileta Rajovic er mere åben for fremtiden.
Han kan sagtens se et permanent Brøndby-skifte komme på tale.
– Ja, selvfølgelig. Jeg er altid åben for, hvad der skal ske. Hvis det kommer til at gå godt her, og vi kan finde en god aftale, så hvorfor ikke?, siger han til Viaplay.
Mileta Rajovic fortæller videre, hvad han forventer at sit år på lån på Vestegnen.
– Jeg følte, det var det rigtige at komme hjem og spille en sæson her. Jeg vil gerne spille. Det er det, jeg er kommet for. Jeg vil lave mål og vinde kampe, slår han fast.
Brøndby har ingen købsoption i lejeaftalen med Mileta Rajovic, mens Watford ifølge flere britiske medier har mulighed for at hente ham tilbage til januar.
Den 25-årige angriber er vokset op på Vestegnen og har spillet ungdomsfodbold i klubben.
Læs også: Watford ser BIF-skifte som en udviklingsplan for Rajovic – Ingen købsoption