Nicolai Vallys har døjet med sygdom op til kampen mod Sønderjyske, og derfor startede han ude. Han har haft et turbulent og dårligt forløb, erkender Jesper Sørensen.
Nicolai Vallys var Brøndbys ubestridte stjerne i offensiven i sidste sæson, hvor han leverede 13 mål og otte assists i 31 ligakampe.
I denne sæson har han dog nærmest ikke været på banen.
Læs også: Trist Vallys måtte udgå efter indskiftning: Bekræfter skade
En drilsk skade har holdt ham ude siden slutningen af sidste måned, og i de seneste tre kampe er han startet ude i alle kampe og fået henholdsvis 32, 45 og 21 minutter på banen.
Hans bænkplads søndag mod Sønderjyske skyldes sygdom i ugens løb, fortæller Jesper Sørensen til Tipsbladet efter kampen.
– I den her uge har han været syg og kunne ikke træne så meget. Vi håber, han er ved at være der, så vi kan begynde at spille ham mere og mere, siger Brøndby-cheftræneren.
Læs også: Bud efter Suzuki, Kvistgaarden og Vallys: Derfor solgte Brøndby dem ikke
Skaden, som har holdt Nicolai Vallys ude i en længere periode, var en mindre skade, som man ikke tillagde meget vægt på Vestegnen.
Det var en fejl, for skaden var værre end først antaget, erkender Jesper Sørensen.
– Vallys har haft et rigtigt turbulent og dårligt forløb. Han fik en skade, som, troede vi, var ubetydelig, men det var den så ikke, siger han.
Nicolai Vallys var trods sin skade et varmt navn på rygtebørsen i sommer, hvor både tyske Mainz og franske Brest bød på ham.
Der blev angiveligt budt i omegnen af 30-35 millioner kroner på offensivspilleren, der kostede Brøndby 22,5 millioner kroner, da man hentede ham i Silkeborg IF i sommeren 2022.
Nicolai Vallys har to år tilbage af sin aftale med Brøndby.
Læs også: Agent går ‘ret meget i byen’ for at sælge Nicolai Vallys