Brøndbys cheftræner Jesper Sørensen vil se en reaktion fra sine Brøndby-spillere i den kommende tid.
Brøndby fik en ordentlig snitter på udebane mod FC Nordsjælland mandag aften, da man tabte med hele 1-4 på kunstgræsset i Farum.
Efter opgøret mødte en slukøret Jesper Sørensen studiet hos TV2 Sport, og der var ingen tvivl om, at nederlaget ramte ham hårdt.
Læs også: Otte minutters spilletid efter forlængelse: ‘Han vil da være skuffet’
Brøndby-cheftræneren insisterede dog på at kigge fremad.
– Nogle gange falder man, og så er spørgsmålet, hvordan man rejser sig. Det skal vi give svar på. Vi laver nogle fejl, og vi reagerer ikke på, at de scorer, siger han indledningsvist og fortsætter:
– Det var alt for dårligt. Vi havde meget erfaring og kvalitet på banen. Vi skal agere bedre som hold.
Brøndby fik ellers en drømmestart på opgøret.
Efter lidt under et kvarter jublede Brøndby-spillerne med deres fans efter Yuito Suzukis føringsmål, men så væltede korthuset.
– Vi får en fin start og kommer også foran, men så falder vi sammen. Selvom vi får noget modgang, så skal det ikke blive til fire mål inden for 16 minutter. Vi mangler noget bund – også mentalt.
Nu venter et oprydningsarbejde, som Jesper Sørensen er klar til.
– Vi skal samle os selv op. Vi fik et ordentligt knæk i dag, men vi skal samle os op, så vi står som en enhed igen.
Brøndby møder FC Midtjylland i næste spillerunde.
Læs også: Vallys bekræfter: Åben for at forlænge med Brøndby – CV indikerer positiv dialog