Brøndbys tidligere fodbolddirektør Carsten V. Jensen fortæller, at klubben er skarpe på det japanske marked, og derfor vil han ikke blive overrasket, hvis der lander en Yuito Suzuki 2.0 på Vestegnen.
Folk løftede brynene, da det japanske medie HochiNews i august sidste år skrev, at Brøndby henter offensivspilleren, Yuito Suzuki.
Det var ikke mange, der kendte til den vævre offensivspiller, som Brøndby betalte en lille håndfuld millioner for.
Læs også: Spansk medie: Real Sociedad overvejer Yuito Suzuki-bud
Det lignede da også et fejlcast i det første halve år, hvor Yuito Suzuki ikke spillede meget i den gule trøje, men over foråret tog det fart.
Den japanske offensivspiller blev den store oplevelse for Brøndby, og der gik nærmest ikke en kamp, hvor der ikke var et mål eller en assist fra hans fod.
Derfor har flere store klubber vist interesse i ham, og transferen af Yuito Suzuki er en af dem, der glæder Brøndbys nu forhenværende fodbolddirektør, Carsten V. Jensen, ekstra meget.
Læs også: Stolt Suzuki er på landsholdsvæggen i Brøndby
Det siger han i podcasten BrøndbyLyd, som han besøger blot tre dage efter sin afsked på Vestegnen.
– Suzuki er et eksempel på godt scouting-arbejde. Det er den klassiske vej, hvor en spiller bliver set med øjnene på grund af godt fodarbejde af John Møller (Head of Recruitment i Brøndby red.), siger han og fortsætter:
– Der var en fantastisk spiller, og så følger man hans situation igennem lang tid – og så skal man ende med at overbevise agenten og Yuito om at komme til Danmark. Det er et klasse eksempel på godt arbejde.
Læs også: Transferguru: Stor sandsynlighed for Suzuki-skifte til Stuttgart
Carsten V. Jensen fortæller, at man i Brøndby har arbejdet intenst- og har et indgående kendskab til det japanske marked.
– Det handler om at finde et marked – og så dyrke det. Det har vi gjort. Vi er bedre orienteret på det japanske marked end i mange europæiske. Det er en vej, jeg ville dyrke, mens man er varm på det, fortæller han.
Derfor er det også overvejende sandsynligt, at Yuito Suzuki ikke bliver den sidste japaner på Vestegnen.
– Hvem ved? Måske lander der flere spillere derfra (Japan red.), teaser Carsten V. Jensen, der dog ikke selv får lov til at eksekvere på det.
Hør hele BrøndbyLyds podcast med CV her.
Yuito Suzuki blev hentet i Shimizu S-Pulse, og han blev udstyret med en kontrakt frem til sommeren 2027.
Læs også: Japan vil have Suzuki med til OL – Men det vil koste vigtige Brøndby-kampe