Carsten V. Jensen blev ikke fyret på grund af svigtende resultater eller spillersalg. Fodbolddirektøren blev fjernet fra sin post som fodbolddirektør på grund af samarbejdsvanskeligheder, erfarer Mediano.
Carsten V. Jensens afsked i Brøndby har fyldt ekstremt meget i medierne over den seneste halvanden uges tid.
Ifølge Brøndbys fondbørsmeddelelse var der tale om en gensidig aftale om et stop, men alligevel er der en klar overbevisning om, at det var Brøndbys ejerkreds, der traf beslutningen om at stoppe samarbejdet.
Læs også: Jesper Sørensen ærgerlig og overrasket over CV-farvel: ‘Der var tillid mellem os’
Noget, som bestyrelsesformand Jan Bech Andersen mere eller mindre har bekræftet. Dog med det men, at Carsten V. Jensen var enig i beslutningen om at gå hver til sit.
Snart et par uger efter afskeden er røgen ved at have lagt sig over Vestegnen, men der er stadig små gnister i bålet, og Mediano bringer nu nye informationer om CV’s stop på Vestegnen.
Ifølge podcastmediet mistede Carsten V. Jensen ikke sit job, fordi Brøndby missede kvalifikationen til Europa, eller fordi man ikke lykkedes med at lave et af de helt store salg.
Læs også: Ingen fyring: ”Ejerskabet traf beslutningen – og CV var enig”
Det bundede sig i klare samarbejdsvanskeligheder, som det også har været insinueret, uden der dog er blevet bragt klare informationer på bordet omkring, hvad det helt præcist dækker over.
Nu udlægger Mediano dog historien i deres seneste podcast ”Superliga for Voksne – Brøndby Special: Point of no return.”
– Det her var ikke nødvendigvis kun en ”amerikansk ejer-beslutning.” Det var også… samarbejdsvanskeligheder vil man nok kalde det i sådan traditionel virksomhedsforstand, siger chefredaktør Peter Brüchmann, der inden pointerer, at det er en sag, som man har undersøgt de seneste par uger.
Han indikerer, at det famøse bæger var ved at flyde over hos Carsten V. Jensen
– Hvis der er for mange kokke i CV’s køkken i forhold til ”skal vi købe den her spiller?”, ”skal vi sælge den her spiller?”, og ”hvornår skal vi gøre det?”, siger Peter Brüchmann og fortsætter:
– Hvis noget skal gå over New York, hvad enten det er Scott Krase (fra GFH red.), der skulle give tommelen op eller ned til noget, eller Jan Bech Andersen (bestyrelsesformand, Brøndby IF red.), der havde holdninger til det, så kender vi Carsten V. Jensen godt nok til at vide, at han mener, at ”hvis I har givet mig et mandat, og hvis I ikke vil lade mig udøve det mandat, så må I fyre mig.”
Helt bogstaveligt var det måske ikke, hvad der skete, tilføjer Medianos chefredaktør, men han mener at vide, at det var en ”ingrediens” til det.
Han fortsætter mediets version af Brøndbys brud med Carsten V. Jensen.
– Det var ikke bare amerikanerne, der sagde: ”Vi kiksede Europa, nu fyrer vi sportsdirektøren”, eller ”vi har ikke solgt spillere for over 100 mio. kr.” Der var nemlig en klar afstemning af, hvor højt man skulle op for at sælge Suzuki og Kvistgaarden. Der var klar enighed.
– Det handlede om samarbejdsvanskeligheder i forhold til, hvor mange kokke, der var i CV’s køkken, og hvor mange der ville lege Football Manager i ejerkredsen og rundt omkring det. Det er en vigtig del af det.
Du kan høre Medianos udlægning i podcasten her fra minut 36.55.
Læs også: CV entrerede ledermøde to dage efter Brøndby-stop: ”Undskyld, jeg kommer for sent”