Martin Ericsson er interesseret i at rykke fra BK Häcken til Brøndby, skriver Aftonbladet. Svenskeren bekræfter, at det er smigrende med den danske interesse.
Martin Ericsson er angiveligt en varm kandidat i Brøndby, der leder efter en afløser til Carsten V. Jensen.
BK Häckens sportschef, der tidligere har spillet mere end 100 kampe i Brøndby, er ifølge Aftonbladet interesseret i at tage jobbet på Vestegnen.
Læs også: Ericsson hev Brøndby i retten: ”Ikke noget jeg tænker på”
Selv bekræfter han også, at det er smigrende. Det sker i et interview med svenske FotbolDirekt.
– Selvfølgelig er det smigrende, siger Martin Ericsson til det svenske medie, uden dog at ville gå dybere ind i Brøndby-snakken.
– Jeg har ingen kommentarer til den slags rygter. Det er helt naturligt, at der spekuleres i vores branche – også i min stilling. Det er nok det eneste, jeg kan sige – ellers har jeg ingen konkrete kommentarer.
Brøndbys bestyrelsesformand Jan Bech Andersen har fortalt, at man forventer at have en ny sportslig ansvarlig på plads inden nytår.
Af det svenske medie FotbolDirekt er han også blevet spurgt ind til rygtet om Martin Ericsson, men det har han ikke ønsket at kommentere på:
– Vi kommenterer ikke rygter. Der er så mange spekulationer, næsten på daglig basis, med forskellige kandidater. Det vil være spild af tid at kommentere på dette, har Jan Bech Andersen meddelt det svenske medie i et skriftligt svar.
Brøndby afsluttede samarbejdet med Carsten V. Jensen i begyndelsen af oktober.
Læs også: Medier: DBU ville gøre Niels Frederiksen til dansk landstræner
Læs også: Prominente navne har søgt jobbet som sportschef i Brøndby