Mileta Rajovic får to dage i skammekrogen efter sit røde kort mod FC Midtjylland. Begge kampe afsones i Oddset Pokalen.
Mileta Rajovic fik en hovedrolle torsdag aften på Brøndby Stadion, da Brøndby sendte FC Midtjylland ud i pokalmørket.
Den 25-årige angriber scorede et flot hovedstødsmål i første halvleg, men i anden halvleg tabte han hovedet og reagerede på et benlås fra Mads Bech Sørensen.
Læs også: Rajovic: En no brainer at skifte til den klub, jeg elsker
Dommer Jakob Kehlet mente, at Mileta Rajovic sparkede ud efter FC Midtjylland-spilleren, hvilket Brøndby-angriberen dog afviste er sandt.
Karantænen kan den høje angriber dog ikke løbe fra.
Ifølge broendbyforfan.dk’s oplysninger venter der to dage i skammekrogen for lejesvenden, men han vil alligevel være kampdygtig i søndagens Superliga-kamp mod FC Midtjylland.
Begge karantænedage afsones nemlig i Oddset Pokalen.
Dermed misser Mileta Rajovic begge kvartfinaleopgør mod vinderen af opgøret mellem Skive og AGF.
Mileta Rajovic har været flittigt scorende for Brøndby siden sit sommerskifte fra Watford på en lejeaftale, og han har i de seneste to kampe mod FC Midtjylland scoret tre mål.
Læs også: Målmageren Rajovic koster kassen