Jesper Sørensen havde oprindeligt fået at vide, at hans karantæne ikke gjaldt i Oddset Pokalen, men det måtte DBU senere trække tilbage.
Jesper Sørensen fik karantæne i forrige Superliga-runde mod AGF, og han blev tildelt en karantæne på to kampe.
På DBU’s hjemmeside blev det meldt ud, at Brøndby-cheftræneren skulle afsone den karantæne i de efterfølgende Superliga-kampe mod FC København og FC Midtjylland.
Læs også: Derby-karantæne: Jesper Sørensen har stor tiltro til Birk og trænerteamet
Noget, der i øvrigt stadig står på DBU’s hjemmeside dags dato.
I mellem de to kampe i Superligaen var der et opgør mod FC Midtjylland i Oddset Pokalen, og til den kamp var Jesper Sørensen fri af sin karantæne.
Troede DBU.
De havde nemlig meddelt Brøndby-cheftræneren, at karantænen skulle afsones den 27.10.2024 (mod FC København) og den 03.11.2024 (mod FC Midtjylland i Superligaen), men tirsdag formiddag måtte de med røde øre ringe op til Brøndby.
Det skriver Ekstra Bladet.
DBU havde klokket i den og overset den regel, at officials skal afsone karantæne uanset, om det er i Superligaen eller pokalturneringen, der afvikles kampe.
Derfor fik Brøndby først tirsdag formiddag at vide, at Jesper Sørensen ikke måtte stå på sidelinjen i den pokalkamp, som Brøndby torsdag aften vandt med 1-0.
Brøndby-cheftræneren er dog nu endeligt fri for sin karantæne, og han er på sidelinjen, når Brøndby søndag eftermiddag skal til MCH Arena for at møde FC Midtjylland igen.
For spillere gælder dog andre regler end for officials.
Derfor vil Mileta Rajovic, som fik direkte rødt kort mod FC Midtjylland torsdag aften, være spilleberettiget til søndagens Superliga-kamp.
Hans karantæne gælder kun i Oddset Pokalen, og derfor misser han de to kvartfinalekampe mod vinderen af opgøret mellem Skive og AGF.