Mileta Rajovic kan blive tilbagekaldt af Watford allerede i januar, men Brøndbys cheftræner Jesper Sørensen håber, at klubben kan holde på lejesvenden sæsonen ud.
Brøndby lejede Mileta Rajovic på transfervinduets sidste dag i sommer.
Den 25-årige angriber var faldet ned i angrebshierarkiet i Brøndby, og derfor indvilligede Watford i at udleje ham til de blågule.
Læs også: To dage i skammekrogen venter for Mileta Rajovic
Aftalen faldt sent i transfervinduet, og Brøndby stod ikke med de bedste kort på hånden, hvorfor man måtte acceptere en atypisk klausul – nemlig at Watford kan tilbagekalde ham allerede i januars transfervindue.
Derfor kan han i teorien være fortid i Brøndby om under to måneder, men Brøndbys cheftræner Jesper Sørensen vil holde på angriberen med de montenegrinske rødder.
– Ja, det er da klart. Han har gjort det godt og har været et stort aktiv for os. Så det ville være mærkeligt, hvis jeg stod og sagde noget andet, siger Brøndby-cheftræneren over for fodboldmediet Bold, da han bliver spurgt om ønsket om at holde på angriberen.
Læs også: Clement Bischoff nærmer sig ny kontrakt fra Brøndby – og gave fra Mileta Rajovic
Jesper Sørensen fortæller dog videre i interviewet, at det ikke er en opgave, der ligger på hans bord, og derfor må ”andre tage sig af, hvad der sker,” som han formulerer det.
Hvis Watford ikke aktiverer klausulen om at hente Mileta Rajovic retur til England, vil han være i Brøndby sæsonen ud.
Den knap to meter høje angriber har kontrakt i Watford frem til sommeren 2028. Han kom til klubben i 2023 fra Kalmar FF.
Han spillede nogle år som ung i Brøndby, men hans gennembrud lod vente på sig, og derfor prøvede han lykken andetsteds – med stor succes.
Mileta Rajovic koster ifølge broendbyforfan.dk’s oplysninger et sted mellem 18-25 millioner kroner at købe fri af kontrakten med Watford.
Læs også: Målmageren Rajovic koster kassen