Nogle af de største ikoner i Brøndbys historie medvirker, når journalist Esben Thoby går helt tæt på Brøndbys europæiske kampagne i sæsonen 1990/91.
Den 14. november 2024 udkommer bogen Brøndbys europæiske eventyr – Legendernes vej til UEFA Cup-semifinalen. Bogen er skrevet af journalist og Brøndbyfan i mere end 30 år, Esben Thoby.
Bogen udfolder et enestående kapitel i dansk klubfodbolds historie, hvor Brøndby fik sit gennembrud som et storhold på den europæiske scene.
Det er historien om, hvordan et stjernespækket mandskab leverer en stribe sensationelle resultater, der sender chokbølger gennem fodboldeuropa, bl.a. med storsejrene på 5-0 og 3-0 over Bundesligamandskaberne Frankfurt og Leverkusen. Det kulminerer med semifinalerne mod AS Roma, som er det længste et dansk hold til dato er nået i en af de store europæiske turneringer.
Den 232-sider lange bog har krævet et enormt researcharbejde, som Esben Thoby selv beskriver det.
I bogen medvirker bl.a. træner Morten Olsen, formand Per Bjerregaard, spillerne Bent Christensen, Lars Olsen, Kim Vilfort, Carsten V. Jensen, Erik Rasmussen, Bjarne Jensen, Torben Frank, Jens Madsen, journalist Flemming Toft, samt et væld af historiske kilder.
Selvom Esben Thoby som mangeårig Brøndbyfan troede, at han vidste alt, har han alligevel lært nye ting under tilblivelsen af bogen.
– Jeg var godt klar over, at Morten Olsen havde enorm betydning i den korte tid, han var i klubben – men jeg blev overrasket over, hvor massivt hans indtog var. Brøndby havde været fuldtidsproffer i fire år, da han kom, men hans barske træningsmetoder og strenge disciplin var noget helt, helt andet, end spillerne havde været vant til. ”En omvæltning som en tsunami”, kaldes det af Torben Frank, og det er faktisk også blevet titlen på et af bogens kapitler, siger forfatteren og tilføjer:
– Og apropos Torben Frank, så var der jo hele transfersagaen med ham, da han havde skrevet under på en forhåndskontrakt med Lyngby, som han fortrød. Der er mange sidehistorier i bogen, for det var ikke kun på banen, at 1990, 1991 og 1992, som bogen primært omhandler, var nogle begivenhedsrige år i Brøndby.
I forbindelse med udgivelsen af denne historiske bog inviterer han og forlaget Asborg til bogreception på Brøndby Stadion torsdag den 14. november kl. 17.00 – 19.00. Du kan tilgå invitationen til bogreceptionen på Facebook her.
Bogen udkommer officielt den 14. november, men du kan allerede nu forudbestille den. Hvis du forudbestiller inden 10. november, får du 50 kroner i rabat. Normalprisen er 299 kroner.
Forudbestil bogen via linket her.
Om bogen:
I 1991 brød Brøndby igennem på den europæiske scene og var kun få minutter fra at kvalificere sig til finalen i UEFA Cuppen. En sen scoring af Rudi Völler i returkampen mod AS Roma forhindrede imidlertid finalepladsen. Men de gul-blås vej til Rom var spektakulær. Den bød blandt andet på en meriterende 5-0-sejr over verdensstjernerne fra Eintracht Frankfurt, et møde med en flok brutale ungarere, en storslået sejr i den sidste kamp nogensinde i Københavns Idrætspark samt en sand gyser i Moskva.
Men hvad var det, der gjorde Brøndby-holdet så ufatteligt stærkt? Hvor vanvittige var de tiltag, Morten Olsen indførte, da han tiltrådte som træner? Hvor stor en betydning havde Brøndbys europæiske kampagne for det europamesterskab, Danmark vandt bare 14 måneder senere? Og hvorfor kunne klubben ikke bygge videre på succesen efterfølgende? Svarene får du i Brøndbys europæiske eventyr – legendernes vej til UEFA Cup-semifinalen.