Brøndbys cheftræner Jesper Sørensen køber det ene point mod FC Nordsjælland på en svær aften, hvor hans offensive satsning langt fra skabte den kontrol, han havde håbet på.
Det var en søvndyssende affære på Brøndby Stadion søndag aften.
Brøndby leverede en af de ringeste præstationer i sæsonen mod FC Nordsjælland, hvor viljen fra sidste rundes sejr på 1-5 mod FC Midtjylland var forsvundet.
Læs også: Dommer: Fløjter for tidligt – Bøvl med VAR-lyden
Jesper Sørensens tropper fik dog ét point med fra kampen, og cheftræneren erkender, at man spillede langt under niveau:
– Vi rammer ikke det niveau, vi normalt og ofte gør, med bolden. Vi lavede mange fejl, smed bolde væk og havde ikke rigtigt flow i vores spil, siger han til klubbens hjemmeside, inden han godkender det ene point.
– Men det er klart, at når man så ikke gør det, så er det okay at komme herfra med ét point mod et stærkt Nordsjælland-hold. De havde bedre rytme i deres spil, end vi havde.
I interviewet lægger Jesper Sørensen videre vægt på, at der var strukturelle udfordringer, som han tager på sin kappe.
Han erkender også, at de mange offensive indskiftninger ikke gik efter hensigten, ligesom formationsskiftet heller ikke gav den ønskede kontrol.
– Det var selvfølgelig for at gå efter det og se, om vi kunne vende kampen og vinde den, men det blev ikke sådan, at vi fik kontrol over kampen på nogen måder, siger han og fortsætter:
– Vi fik ikke sat spillet ned, hvor vi gerne ville. Det blev snarere den anden vej. Det var en svær kamp for os, men jeg er nu overbevist om, at vi nok skal få sluttet den her efterårssæson fint af.
Der resterer to kampe i Superligaen i 2024. Den 24. november mod Sønderjyske, mens man fem dage senere møder AaB på hjemmebane.
Derudover resterer der to kvartfinalekampe i pokalturneringen mod AGF i december.
Læs også: Bolden i mål efter fløjt: David Nielsen opfordrer FCN til at nedlægge protest
Læs også: FCN-træner overvejer protest efter kontroversielt BIF-mål