Mathias Kvistgaarden troede, at han var udtaget til det danske A-landshold, efter der tikkede en SMS-besked ind fra en kammerat.
”Har du set landsholdsudtagelsen?”
Nogenlunde sådan skrev en af Mathias Kvistgaardens kammerater til ham i en SMS-besked umiddelbart, efter Brian Riemer satte navne på de spillere, der udgjorde landsholdets trup til de kommende Nations League-kampe.
Læs også: Mathias Kvistgaarden kan være tabt for Brøndby til januar
Angriberens hjerte bankede formentlig lidt hurtigere end normalt.
Han fortæller nemlig i et interview ifølge TV2 Sport, at han troede, han var blevet udtaget, da han læste beskeden.
– En kammerat skrev og spurgte, om jeg havde set landsholdsudtagelsen. Han snød mig lidt, fordi jeg troede, at jeg var udtaget, siger Brøndby-topscoreren.
Læs også: Kvistgaarden hilser Rajovic-konkurrence velkommen
Mathias Kvistgaarden blev dog ikke en del af truppen, men kammeraten henviste i stedet til de mange rosende ord, den danske landstræner kastede efter hurtigløberen.
– Jeg vil gerne rose ham. De præstationer, han har lagt for dagen, er yderst positive. Han har været stærkt inde i overvejelserne til den trup, der netop nu er udtaget, sagde Brian Riemer på pressemødet for landsholdsudtagelsen.
Det har da også været en opløftende sæson for Mathias Kvistgaarden, der er Superligaens topscorer med ti træffere i 15 kampe.
Og selvom det ikke blev til en landsholdsudtagelse i denne omgang, glæder Brøndby-bomberen sig over, at han bliver fremhævet af landstræneren.
– Man bliver stolt og glad og giver blod på tanden, når man bliver nævnt. Man vil gøre alt for at fortsætte den gode stime for at kunne ende der en dag.
Læs også: Dansk landstræner overvejede kraftigt at udtage Kvistgaarden