Brøndby har besluttet at udskyde fejringen af klubbens 60 års jubilæum.
Den 3. december runder Brøndby IF et skarpt hjørne.
Klubben fylder nemlig 60 år, og der var planlagt en stor fejring af både klubbens historie og det stærke fællesskab på et fyldt Brøndby Stadion den 29. november mod AaB.
Læs også: Efter Derby-skandale: Sydsiden lukkes resten af året
Disciplinærinstansen har dog pålagt klubben en tilskuerstraf som følge af Derbyballaden, hvorfor det ikke vil være muligt at fylde Brøndby Stadion til den store dag.
Der er nemlig en lukket Sydsiden og et loft på maksimalt 14.000 tilskuere i Brøndbys resterende hjemmekampe i Superligaen og Oddset Pokalen.
Brøndby meddeler derfor nu, at man har valgt at udskyde fejringen af klubbens jubilæum.
– Det vil ikke føles rigtigt at gennemføre en stor jubilæumsfest på et halvtomt Brøndby Stadion, og derfor har vi i samarbejde med Fanafdelingen og Brøndby Support besluttet at udskyde fejringen af vores 60-års jubilæum til den første kamp, hvor vi igen kan have et fyldt stadion, skriver klubben på deres hjemmeside.
Jubilæumsfejringen bliver derfor til forårets første hjemmekamp mod Viborg FF.
Læs også: Kæmpe bøde for pyro: UEFA lukker Sydsiden ved næste regelbrud
Læs også: Tøfting om tom Sydsiden: Ingen straf til Brøndby – Vi må kalde nogle voksne ind!