Brøndbys cheftræner Jesper Sørensen er mildest talt utilfreds med, at Brøndby satte en 2-0-føring over styr mod Sønderjyske.
Brøndby var på vej mod en sikker sejr på udebane mod Sønderjyske, men i løbet af den sidste halvdel af anden halvleg koksede det for de blågule.
En føring på 2-0 blev sat over styr, og man måtte derfor nøjes med ét point i en kamp, som man var store favoritter til at vinde.
Læs også: Brøndby-nedtur: Profiler misser Sønderjyske-kamp
Brøndbys cheftræner Jesper Sørensen var stærkt utilfreds i minutterne efter kampen, da han blev interviewet af TV2 Sport X.
– Vi får spillet den sidste halve time rigtig dårligt. Vi laver mange dumme ting, og vi spiller alt for hektisk. Vi gjorde banen alt for åben for dem, siger han og fortsætter:
– Jeg står her og er virkelig ikke tilfreds. Det irriterer mig, når vi har styr på det og er i fuld kontrol. Vi laver pludselig mærkværdige afleveringer og tillader omstillinger imod. Det var virkelig ikke godt, siger en tydeligt frustreret cheftræner.
Læs også: ”Brøndby-effekten”: Sønderjyske øjner tilskuerrekord
Pointtabet efterlader Brøndby uden for top seks halvvejs igennem sæsonen, og det er utilfredsstillende.
– Vi har tabt to point i dag. Vi står med en 2-0-føring og skal selvfølgelig vinde. Det er aldrig acceptabelt. Vi skal i top 6, og vi skal også højere op. Det var ikke, hvad jeg håbede på, og det er fuldstændig vanvittigt, at det får sådan et udfald.
Brøndby møder AaB på hjemmebane fredag aften i årets sidste Superliga-kamp.
Læs også: Mathias Kvistgaarden kan være tabt for Brøndby til januar