Der er løbet meget vand igennem åen, siden Brøndby blev fuldtidsprofessionelle i 1986.
Vi spoler tiden tilbage til den 11. december 1985.
På et pressemøde i Brøndbys kantine melder klubben ud, at man som de første i Danmark er klar til at satse på fultidsprofessionel fodbold.
Det sker halvanden måned efter, at klubben vinder sit første mesterskab nogensinde.
Brøndbys professionelle revolution bliver rullet ud i bogen ”Brøndbys europæiske eventyr – Legendernes vej til UEFA Cup-semifinalen”.
Bogen citerer en artikel i Ekstra Bladet, der afslører, at de bedste spillere i Brøndby hver ville få 300.000 kroner i årsløn plus bonus.
Formand for Brøndby IF, Per Bjerregaard, kunne overfor avisen videre afsløre, at spillerne også ville få en Volvo 360 stillet til rådighed, så de ‘let og smertefrit kunne komme til og fra træning på Vestegnen”.
Godt et dusin spillere kom i første omgang på fuldtidskontrakter – blandt andre John ”Faxe” Jensen, Per Steffensen, Henrik Jensen, Claus Nielsen, Morten Cramer, John Widell og Lars Olsen.
Morten Olsens ”frygtindgydende” indtog
I de efterfølgende år tiltrådte Morten Olsen som cheftræner for Brøndby IF.
Det blev samtidig starten på en helt ny hverdag på Vestegnen, bliver det fortalt i bogen, der har Brøndbyfan og journalist, Esben Thoby, som forfatter.
Brøndby-spillerne skulle nu give hånd til træneren, både når de sagde godmorgen og farvel efter endt arbejdsdag. Det var også slut med at tage hjem undervejs på arbejdsdagen.
Samtlige timer skulle foregå i klubben.
– Inden jeg kom til, gik de hjem i frokostpausen mellem træningerne. Der stod konen og ventede på dem, for nu skulle hun altså i supermarkedet, og han skulle passe ungen. Det er der bare ikke plads til nu, sagde Morten Olsen til månedsbladet PRESS.
Det var også slut med BILKA-besøg om lørdagen, hvis der var kamp søndag. Det var på mange måder en helt ny hverdag for Brøndbyspillerne, da Morten Olsen satte sig i cheftrænerstolen.
Pomfritter og cola blev videre bandlyst – både i klubben og i hjemmet. I Brøndby blev der videre indrettet nye soverum, så spillerne kunne hvile imellem formiddags- og eftermiddagstræningerne.
Alkohol og cigaretter
Morten Olsen vidste dog godt, at der var nogle ting, han ikke kunne forbyde helt – alkohol og cigaretter.
Den daværende Brøndby-cheftræner gjorde dog omklædningsrummet helligt, så det var bandlyst at tage en øl lige efter træning, mens rygerne i spillertruppen – blandt andre Lars Olsen, Henrik Jensen og Peter Schmeichel – måtte ud på gangen og sidde på det hårde betongulv for at få deres smøg.
Journalister blev også i langt de fleste tilfælde forment adgang til omklædningsrummet.
Bogen ”Brøndbys europæiske eventyr – legendernes vej til UEFA Cup-semifinalen” kan købes eller bestilles hos alle boghandlere eller via Forlaget Asborg