Brøndby har angiveligt tilføjet Eirik Hornelands navn til listen over mulige afløsere for Jesper Sørensen.
Ud med Jesper Sørensen. Ind med Eirik Horneland. Måske?
Brøndby fyrede onsdag eftermiddag deres cheftræner efter et undervældende efterår, hvor man er seks point fra 1. pladsen i Superligaen.
Læs også: Kritisabel timing? Scott McLachlan ville selv overbringe Jesper Sørensen svær besked
Frederik Birk afløser ham på den korte bane, men på den længere bane er den norske succestræner Eirik Horneland i spil.
Det erfarer Bergens Tidende.
Det er få timer efter Brøndbys fyring af Jesper Sørensen, at det norske medie bringer historien om den blågule interesse i den tidligere Brann-træner.
Den 49-årige nordmand forlod Brann for få dage siden, efter han hentede en flot sølvmedalje i Eliteserien.
I et interview med VG afslører Eirik Horneland, at han har sigtekornet rettet mod et skifte til udlandet.
– Jeg trænger til at prøve noget nyt og teste mig af på et nyt niveau, fortalte han, inden han i samme ombæring bekræftede, at han vil uden for Norges grænser for at tage det næste skridt.
Brøndby ventes dog ikke at præsentere en ny cheftræner, før klubben har en ny sportsdirektør på plads.
Læs også: Transferoverraskelse: Andreas Maxsø på vej mod skifte til Mellemøsten