Frederik Birk lægger ikke skjul på, at han går efter jobbet som permanent cheftræner for Brøndby IF.
Brøndby fyrede onsdag eftermiddag Jesper Sørensen som cheftræner, og klubben meldte i samme ombæring ud, at Frederik Birk overtager ansvaret midlertidigt.
Midlertidigt må gerne blive permanent, hvis man spørger den karismatiske fodboldtræner.
Læs også: Medie: Frederik Birk i spil som mulig ny cheftræner i Brøndby
I et interview med Viaplay Sport News bliver han spurgt ind til, hvorvidt han er interesseret i at overtage jobbet på permanent basis.
– Ja, det er helt sikkert. Det er min store drøm, siger han stålfast og tilføjer:
– Du står med en fyr, der elsker at være fodboldtræner og elsker Brøndby IF. At være cheftræner for Brøndby er min ambition.
Brøndbys midlertidige sportsdirektør Scott McLachlan bekræftede i et interview med selvsamme medie, at Frederik Birk er i spil til jobbet.
Det glæder den 35-årige fodboldtræner.
– Det glæder mig, at Scott (McLachlan red.) har mig i den pulje. Det vil også overraske mig, hvis han ikke har, siger Frederik Birk, inden reporter Kasper Marker spørger ham ”hvorfor?”.
– Fordi jeg er dygtig.
Frederik Birk slår også i interviewet fast, at han sagtens kan se sig selv fortsætte som assistenttræner, hvis Brøndby henter en træner udefra.
Han har været i klubben siden 2021, hvor han blev hyret som chefanalytiker.
Læs også: Medie: Jesper Fredberg ude af billedet – Bliver ikke sportsdirektør i Brøndby