Der er drama i AC Horsens, efter klubbens sportsdirektør Esben Hansen har fyret den tidligere Brøndby-analytiker Jimmy Brinksby uden at informere cheftræner Martin Retov.
Martin Retovs mangeårige drøm om at blive cheftræner blev i sommer opfyldt, da han skrev kontrakt med AC Horsens.
Den tidligere Brøndby-assistent formede sit eget trænerteam, og han hyrede blandt andet sin tidligere kollega fra Vestegnen, Jimmy Brinksby.
Læs også: Amerikansk pengetank fik Retov væk fra Brøndby
Jimmy Brinksby blev ansat som assistenttræner for Martin Retov, og dermed kunne de to tidligere Brøndby-personligheder forme ”det nye AC Horsens”.
Det blev dog en kort fornøjelse for Jimmy Brinksby, der i slutningen af november fik sparket i den østjyske klub.
Nu kan Tipsbladet afsløre en del dramatik omkring afskedigelsen.
Læs også: Martin Retov hiver to Brøndby-kendinge ind som assistenter i AC Horsens
Ifølge mediets oplysninger fyrede sportsdirektør Esben Hansen nemlig Martin Retovs tætteste samarbejdspartner uden at informere cheftræneren på forhånd.
Martin Retov blev først informeret, da fyringen var effektueret, lyder det.
Jimmy Brinksby var nøje udvalgt af Martin Retov, lod AC Horsens offentligheden vide, da de præsenterede ham for få måneder siden.
– Martin Retov har peget på Jimmy Brinksby som assistenttræner, og der er ingen tvivl om, at han med sine menneskelige og fodboldfaglige kvaliteter bliver en kompetent del af vores trænerstab, hvor vi i forvejen har mange stærke ressourcer, lød det.
Jimmy Brinksby og Martin Retov var begge i Brøndby, da man vandt mesterskabet i 2021.
Tipsbladet rejser nu det helt naturlige spørgsmål – kommer dette til at få indflydelse på Martin Retovs fremtid i AC Horsens, og hvad med den ledige cheftrænerstilling i Brøndby?