Mathias Kvistgaarden er på Eintracht Frankfurts liste over mulige afløsere for Omar Marmoush, som man sælger til Manchester City.
80 millioner euro. Eller 600 millioner danske kroner.
Så meget indkasserer Eintracht Frankfurt i de kommende dage, når de sælger den egyptiske offensivspiller Omar Marmoush til den engelske storklub, Manchester City.
Læs også: Muligt januar-skifte: PL-klubber opmærksomme på Kvistgaarden
Eintracht Frankfurts afløser kan hedde Mathias Kvistgaarden.
Bild skrev for nyligt, at den unge Brøndby-angriber var på tyskernes liste, og nu bekræfter Sky Sports’ transferreporter Florian Plettenburg, at Eintracht Frankfurt viser interesse for hurtigløberen.
– Mathias Kvistgaarden er en af flere kandidater, som Eintracht Frankfurt overvejer som afløser for Omar Marmoush, skriver han på sin X-profil.
Læs også: Medie: Brøndby vil have kassen for Mathias Kvistgaarden
Mathias Kvistgaarden har givet udtryk for, at han gerne vil videre i karrieren enten i indeværende transfervindue – eller senest til sommer.
Brøndby vil kræve et rekordstort beløb for at lade deres topscorer gå midt i sæsonen.
Hvis Eintracht Frankfurt gør alvor af interessen, vil Benjamin Schmedes formentlig gå efter at få et beløb ind i omegnen af 80-100 millioner kroner.
Kontrakten på Mathias Kvistgaarden løber helt frem til sommeren 2027, så Brøndby er ikke presset af et snarligt kontraktudløb.
Vinterens transfervindue lukker den 3. februar.
Læs også: Jaget vildt: RB Leipzig lurer på Mathias Kvistgaarden