Brøndby forsøgte at hente en af Benjamin Schmedes tidligere spillere fra Hamburger SV på transfervinduets sidste dag, skriver Tipsbladet.
Der var fart på Brøndby på transfervinduets sidste dag.
Carl Björk, Jonathan Ægidius og Justin Che fandt alle nye græsgange, mens man betalte over 20 millioner kroner for den bosniske midtbanespiller Benjamin Tahirovic.
Der manglede dog én ting.
Brøndby havde jagtet en venstreback det meste af vinterens transfervindue, eftersom Frederik Birk har rykket Clement Bischoff op som offensivspiller.
Men det lykkedes som bekendt ikke, selvom man i løbet af de seneste dage blev kædet sammen med flere venstrebacks.
Èn af dem, der blev nævnt i pressen var Heerenveens Mats Köhlert, og Tipsbladet beretter, at Brøndby på Deadline Day gjorde endnu et forsøg på at lande den 26-årige tysker.
Den tyske venstreback, som Brøndbys fodbolddirektør Benjamin Schmedes kender særdeles godt fra deres fælles tid i Hamburger SV, endte dog med at blive i Æresdivisionsklubben.
Mats Köhlert har kontraktudløb til sommer, og her vil Brøndby igen kunne gå med ham.
Faktisk kan de frit forhandle med ham forud for et potentielt transferfrit skifte efter sæsonen.
Brøndbys bestyrelsesformand Jan Bech Andersen bekræfter, at man var på markedet efter en ny venstreback, og man havde en længere liste over potentielle kandidater.
Da man kom tilpas langt ned på listen, valgte man i det sportslige udvalg at høre cheftræner Frederik Birk, om man skulle gå videre med nogle af de navne længere nede på listen.
– Vi spurgte Frederik Birk, om vi skulle gå videre til nummer fem, seks eller syv på listen, for vi kunne godt have landet en, men det valgte vi ikke at gøre, siger han til Tipsbladet og tilføjer:
– Det skal gerne være klare forbedringer og forstærkninger af holdet, for vi har Lukas Larsen, vi har Marko Divkovic, og så har vi Sean Klaiber, der også kan dække den back.
Læs også: Brøndby lurer på venstreback fra Æresdivisionen
Læs også: Brøndby jagter venstreback: Interesse i kroatisk Osijek-back