Mathias Kvistgaarden er tvivlsom til søndagens gyser mod Silkeborg, efter han måtte lade sig udskifte mod Randers mandag aften.
Mathias Kvistgaarden har døjet med mange småskader i sin relativt korte karriere, og mandag aften måtte Brøndby-topscoreren atter lade sig udskifte.
Blot 27 minutter holdt den 22-årige angriber i udekampen mod Randers, inden han med hovedet begravet i trøjen måtte lade sig udskifte, mens han bandede og svovlede.
Læs også: Celtic vil have Kvistgaarden: Skotsk medie afslører gigantisk Brøndby-krav
Der er ikke kommet en officiel melding omkring skadens omfang, og Brøndbys cheftræner Frederik Birk udtalte kort efter opgøret, at man ville scanne Brøndby-stjernen tirsdag.
Mathias Kvistgaarden er derfor tvivlsom til søndagens gyser, og det vil være et bet at undvære sin topscorer, erkender Frederik Birk i et interview med TV2 Sport.
– Mathias er en dygtig spiller og vores topscorer, så det vil selvfølgelig være en bet. Så må der være andre, der må steppe op. Sådan er det, siger Frederik Birk.
Brøndbys cheftræner har ikke meget information omkring den skadede Brøndby-angriber, men Clement Bischoff har tilsyneladende snakket med sin holdkammerat.
Det er baglåret, der driller.
– Det er utroligt synd for Kvistgaarden, at han har problemer med baglåret.
Ifølge Clement Bischoff er det dog sandsynligt, at Mathias Kvistgaarden fik sig skiftet ud i tide.
– Jeg tror, at han slap for det værste. Han kunne mærke, at den strammede op, og så måtte han gå ud, men jeg tror ikke, det er for slemt.
Mathias Kvistgaarden står noteret for 11 Superliga-træffere i denne sæson.
Læs også: Kvistgaarden-lejr til møder med BIF-bosser: Brøndby vil holde på topscoreren