Frederik Birk mener, at Patrick Pentz skulle have fejret Derby-sejren med Brøndby-spillerne og ikke imod FC Københavns fans. Stig Tøfting forstår udmærket den østrigske keepers reaktion.
Patrick Pentz var manden i fokus søndag eftermiddag.
Brøndby-keeperen leverede en straffesparksredning dybt inde i dommerens tillægstid, hvilket sikrede de blågule tre point i Derbybraget mod FC København.
Læs også: Thomas Mikkelsen forstår ikke rødt kort
Østrigeren fejrede sejren ved at juble ned mod Sektion 12, der igennem hele anden halvleg havde badet ham i øl og kastet verbale gloser efter ham.
Efter opgøret fik han sit andet gule kort og dermed karantæne, hvilket ærgrer Frederik Birk, der har været efter sin keeper.
– Jeg har snakket med Patrick om, hvordan vi fejrer sejre. Det er ikke optimalt. Han har en kampafgørende funktion. Han skulle have fejret det med logoet og holdkammeraterne end et andet sted på stadion, sagde Frederik Birk efter kampen.
Patrick Pentz’ jubel affødte stor vrede blandt FC Københavns spillere, som nærmest overfaldt klyngen af Brøndby-spillere, og det endte sågar med, at FC København-keeper Diant Ramaj nikkede Thomas Mikkelsen en skalle.
Viaplays fodboldekspert Stig Tøfting fatter ikke en meter af FC København-spillernes reaktion.
– Patrick Pentz har stået i 90 minutter og er blevet svinet til. 30-40 fadøl senere – og så gør han sådan. Han løber ikke ned til dem eller giver dem en fuckfinger. Herre gud. Det er fint, at tilskuerne er oppe at køre, men at spillerne bliver så ophidset… det fatter jeg ikke en skid af.
– Det er jo pænt harmløst. Man har da for fanden lov at juble over en sejr.
Stig Tøftings kollega Kenneth Emil Petersen stemmer i. Han mener heller ikke, at der er noget i vejen med Patrick Pentz lille jubelscene foran FC Københavns fans.
Han langer i stedet ud efter hjemmeholdets spillere.
– De er så udisciplineret i FCK. Det er helt vildt. Gabriel ligner en, der er i værtshusslagsmål, uanset om han spiller i Randers eller i Farum. Huesca der er inde og skubbe Divkovic, og så topper Ramaj det med at nikke en skalle. De virker så udisciplineret, de FCK’ere.
Patrick Pentz afsoner sin karantænedag mod FC Nordsjælland på fredag.
Læs også: Brøndby-boss vil have Diant Ramaj straffet hårdt for skalle