Brøndbys cheftræner Frederik Birk er hængt op. Med mesterskabsspil og en træneropgave om ledelse og udvikling af spillere med ADHD.
Frederik Birk fik en uventet chance i januar.
Den 35-årige assistenttræner blev forfremmet til cheftræner, efter Brøndby havde fyret Jesper Sørensen i december.
Læs også: Birk kritiserer Pentz – Stig Tøfting fatter ”ikke en skid”
Cheftrænerjobbet i Brøndby er hans første på seniorplan, og faktisk har han ikke engang P-uddannelsen, som er den højeste træneruddannelse, du kan få.
Da han overtog ansvaret på Vestegnen, var han i gang med at skrive opgaven, og netop nu er han på vej ind i den afsluttende fase – samtidig med, at Brøndby kæmper for medaljer og pokaltriumf.
Derfor er der nok at se til for ham.
Det fortæller han i et interview med Tipsbladet.
– Jeg skal altså have røven med mig, hvis jeg skal nå det hele midt i det her tight kampprogram og få lavet en opgave, der giver noget mening i forhold til ledelse og udvikling af spillere med ADHD, siger han og tilføjer:
– Man har ikke tid til det. Det har man ikke. Ikke som cheftræner. Da jeg var assistenttræner var der mere tid til at lade det være sidegesjæften.
Frederik Birk mener dog, at han er tæt på at være der.
Opgaven er ikke langt fra at kunne blive afsendt, men han stiler ikke efter topkarakteren.
– Det bliver ikke et 12-tal, som jeg ellers altid… jeg har været god til at skrive opgaver på universitet, men det her bliver ikke mit livs opgave, det må jeg være ærlig og sige.
Frederik Birk har en kandidat i Statskundskab fra Københavns Universitet, og når han – forhåbentlig – består sin opgave kan han kalde sig indehaver af den højeste træneruddannelse, UEFA’s P-licens.
Læs også: Travlt forår venter: Frederik Birk er stadig på skolebænken