En overraskende transfer kan være på vej i Brøndby, for AaB’s Allan Sousa afslører, at der er interesse fra Vestegnen.
Brøndby har denne sommer forstærket bagkæden med Jacob Rasmussen, der er blevet hentet i en stor handel i italienske, Fiorentina.
En handel, der har kostet på den gode side af 20 millioner kroner.
Kort efter præsenterede man så højrebacken fra FC Dallas, Justin Che, der skrev en tre-årig aftale på Vestegnen.
Men indkøbsfesten startede kun der.
Læs også: Kasper Schmeichel ‘i dialog med specifikke personer i Brøndby’
Ifølge B.T. er der mere på vej, og der kan være en lille transferoverraskelse på trapperne.
På rygtebørsen har Allan Sousa været sat i forbindelse med Brøndby, og det er offentligt kendt, at Carsten V. Jensen forsøgte at gafle ham for et par år siden, da offensivspilleren var på kontrakt i Vejle B.
Nu afslører den nuværende AaB-spiller så, at Brøndby stadig er interesseret i at købe ham. Det sker i et interview med netop B.T.
– Da jeg var i Vejle, fik jeg et tilbud fra Brøndby, og efter jeg er vendt hjem fra ferie i Brasilien, har jeg fået at vide, at Brøndby igen er interesseret. Det er en form for rygter, men som jeg har sagt, er mit fokus på at spille, og så må klubben og min agent tage sig af det andet.
Læs også: Kun et par millioner mangler til Viborg: Men Brøndby byder alligevel på svensk keeper
Den 26-årige brasilianer, der har kontrakt med AaB helt frem til sommeren 2026, lægger ikke skjul på, at Brøndby er en interessant klub.
– Dengang i Vejle tænkte jeg også, at det kunne have været et stort skridt for mig. Vejle var også gode på det tidspunkt, men når man sammenligner, er Brøndby jo en af de største klubber, så selvfølgelig var jeg interesseret i et skifte, men Vejle afviste det. Jeg har en aftale med AaB, og så må vi se, hvad der sker denne sommer, fortæller han åbenhjertet i interviewet med den danske avis.
Brøndby forventes i de kommende uger at forstærke både offensiven og defensiven. Højst på ønskelisten står dog for nu en ny førstekeeper, efter man i sidste uge sendte Mads Hermansen til Leicester i en stor handel.
Læs også: Største ungdomssalg i HB Køges historie: Brøndby køber stortalent