Oscar Schwartaus fremtid blæser i vinden. Brøndby vil gerne forlænge den unge offensivspillerens kontrakt, men fra hans bagland er der radiotavshed.
Oscar Schwartau er et af Brøndbys absolut største talenter.
Som blot 16-årig fik han sin debut for Brøndbys førstehold, og den 14. august 2022 blev han den yngste målscorer i klubbens historie, da han bragede sejrsmålet i kassen mod OB.
Læs også: Avis: Lonwijk interesseret i Brøndby-skifte
Grundstenene var så småt lagt til en kometkarriere, men den nu 17-årige offensivspiller har ikke set meget til grønsværen under Jesper Sørensen, der blot bruger ham som sporadisk indskifter.
Derfor lurer Schwartaus lejr på, om det er i Brøndby hans fremtid ligger.
I et stort interview med Ekstra Bladet i sommer slog agentfirmaet bag den unge komet fast, at man ikke havde nogen intention om at sætte en signatur på en længerevarende aftale.
Med den sparsomme spilletid over efteråret in mente, er det nærmest utopi at tro, at Brøndby er kommet tættere på en kontraktforlængelse, men denne vinter er hans lejr mindre ivrig efter at tale.
– Her og nu har jeg ingen kommentarer til Oscar Schwartaus situation, lyder det kortfattet fra hans agent, Ivan Marko Benes, da bold.dk spørger ind til kontraktsituationen.
Oscar Schwartaus kontrakt løber frem til sommeren 2025, og Brøndby har ikke lagt skjul på, at man gerne ser en kontraktforlængelse ske i den nærmeste fremtid.
Læs også: Massiv interesse i Brøndby-polak – Lodz ville leje ham gratis
Carsten V. Jensen udtalte nemlig følgende til Tipsbladet.
– Der er halvandet år igen, og vi ser jo meget gerne, at det samarbejde skal forlænges.
Fodbolddirektøren har også lagt en spændende plan for den unge offensivspiller, der skal gennemgå den samme udvikling som nogle af de øvrige Masterclass-spillere.
– Selvfølgelig skal han også på et tidspunkt også sendes ud i verden, men vi ser gerne, som med alle de andre eksempler med Hermansen, Bruus, Lindstrøm, Frendrup, at de kommer igennem og får deres 50-100 kampe i Brøndby og gerne løfter pokaler og bliver sendt afsted. Det skal jo være den samme plan med ham. Det er niveauet på hans talent, så det skal vi tro på. Så min ambition er, at det kan blive til en forlængelse.
Læs mere her: Snarligt kontraktudløb: Brøndby håber at få ny underskrift fra Schwartau